Ny urban bydel med sociale fællesskaber skal skabe mere liv i centrum

En helt ny kæmpe bydel med grønne løsninger, sociale fællesskaber og nye trafikale løsninger skal ikke bare skabe liv på VIVA-grunden, men også på de omkringliggende veje og pladser. Det er visionen for selskabet, der nu går i gang med at udvikle den nye bydel.

Et forblæst areal med grus, jord og et stort vandhul midt i Odense skal over en årrække udvikle sig til at være en slags kraftcenter for udvikling af både Kongensgade, Rugårdsvej og Kongens Have. Det mener entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S, der nu udskriver en arkitektkonkurrence, der kan omdanne de forsømte 50.000 kvadratmeter i centrum af Odense til en attraktiv og inspirerende bydel.

- Vi har hånden på kogepladsen også efter, at det er færdigbygget. Vi kommer til at eje og drifte bebyggelsen, og derfor er det supervigtigt for os at skabe et godt sted at bo, siger projektchef Kim Marcussen fra A. Engggard.

Bylivskoordinatorer skal skabe liv

Selskabet har blandt andet deres egen bystrategiske afdeling, som skal være med til at gøre bydelen til noget nyt og særligt.

- Vi gør blandt andet det, at vi etablerer bylivsforeninger, hvor vi har bylivskoordinatorer, der kan starte samarbejdet mellem beboerne op, og få skabt faciliteter, som beboerne kan bruge. Vi tror på, at det med, at man kommer hinanden lidt ved og får et fællesskab, det er noget, man skal hjælpe lidt i gang, siger han.

Området, der ligger mellem jernbanen, Østre Stationsvej og Rugårdsvej kommer til at bestå af omkring 1.000 boliger, forretningsliv, mindre erhverv og kulturelle aktiviteter. Odense Kommune godkendte onsdag, at A. Enggaard iværksætter en forudgående høring, om hvad arealet skal bruges til, og hvordan det skal se ud.

De i alt 50.000 kvadratmeter ligger mellem jernbanen, Østre Stationsvej og Rugårdsvej.
De i alt 50.000 kvadratmeter ligger mellem jernbanen, Østre Stationsvej og Rugårdsvej.
Foto: Land+

Derfor har entreprenøren indbudt arkitektfirmaerne Entasis, Cobe og Erik Arkitekter fra Odense til at komme med deres visioner, for hvordan den nye bydel kan se ud. Et panel bestående af fagdommere og repræsentanter fra A. Enggaard vil sidst i juni kåre en vinder. Herefter skal der udarbejdes et konkret projekt, som Odense Kommune efterfølgende skal tage stilling til og lave en konkret lokalplan for.

- Det er et meget langsigtet projekt, der ikke bygges på tre eller fire år. Vi tager det i etaper, og arbejder også med midlertidige løsninger, der gør, at det også for de første indflyttere, bliver godt at bo i, siger Kim Marcussen.

Vil motivere til brug af benene

Den nye bydel skal samtidig være bæredygtig og grøn. Det betyder blandt andet, at bilerne skal holde på parkeringspladser i udkanten af bydelen.

- Vi vil gerne have, at området motiverer mennesker til at bruge benene lidt mere, og derfor vil vi indrette området til fodgængere og cyklister, siger projektchefen.

Men de mange nye boliger og forretninger skal ikke bare omdanne den forblæste grusplads. Visionen er også, at bydelen kan hænge sammen med de omkringliggende gader og være med til at skabe mere liv i de mindre livlige områder omkring VIVA-grunden.

- Vi synes, at det er rigtigt vigtigt at få skabt lidt mere liv i den døde ende af Kongensgade og få koblet de her to bydele sammen. Vi kunne godt tænke os at få skabt et flow ned gennem bydelen til Kongensgade og Kongens Have og den anden vej rundt.

- Så tror vi også, at hvis vi laver en rigtig fed bydel, så vil det også skabe mere liv, og vi kunne også godt tænke os at lave noget mere spændende i den sidste del af Rugårdsvej, siger Kim Marcussen. 

Oversigt

    Oversigt