Nyt kuld: Zoo har fået flere løveunger

Odense Zoo har fået endnu et kuld løveunger, så haven nu har fem i alt. En del af dem skal til andre zoologiske haver.

Der har været gang i den i løveanlægget i Odense Zoo den seneste tid. For en fem uger siden fødte hunnen Nunu tre unger, mens den anden hun Penzi for ti dage siden fødte to nye løveunger. 

Dermed har Odense Zoo nu fem løveunger - fire hanner og en hun.

For både de voksne hunnner og hannen Congo er det deres første unger. Men det har ikke været noget problem.

- Heldigvis kan de finde ud af det, så det går rigtig fint med hunnerne, selvom de ikke har prøvet det før, siger Bjarne Klausen, der er direktør i Odense Zoo. 

De to nyfødte unger skal være i løvestalden med deres mor lidt endnu, men de tre andre unger er blevet lukket ud i anlægget.

- Det går rigtig godt. De store unger har været uden for i anlægget sammen med hannen, fortæller Bjarne Klausen. 

Alle fem unger er blevet chippet, så dyrepasserne kan kende forskel på dem, når de bliver ældre.

En af ungerne fra det første kuld, der lige er blevet chippet.
En af ungerne fra det første kuld, der lige er blevet chippet.
Foto: Odense Zoo

Unger skal videre

De nye unger kan lukkes ud i anlægget til resten af flokken, når de er fem til seks uger gamle.

Det betyder, at løveflokken i Odense Zoo pludselige er blevet på otte i stedet for de tre løver, de havde inden de to kuld unger. 

Og det går ikke. Ikke mindst fordi fire af ungerne er hanner, og de kan ikke være i samme flok som en anden han.

- Der er ingen tvivl om, at de skal videre til andre zoologiske haver senere. Når de begynder at sætte manke kan de sendes videre, og der går et års tid før det sker, siger Odense Zoos direktør.

Der er dog en mulighed for, at den ene hun kan blive i den fynske løveflok. 

- Hvis vi vil have tre hunner, så skal ungen steriliseres. Hun skal selvfølgelig ikke parre sig med faren. 

Bjarne Klausen fortæller, at de endnu ikke har taget stilling til, om man vil beholde den ene unge.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt