Odeon tilbyder omdiskuteret kinakritisk dansetrup nye datoer

Shen Yun har fået tilbudt potentielle datoer til et show i 2021, bekræfter Odeon-direktør. Dansetruppens show blev aflyst under kontroversielle forhold i efteråret.

Odeon tilbyder den kinakritiske dansetrup Shen Yun spilledatoer i 2021. Det bekræfter Ninna Stæhr-Petersen, der er direktør for Odeon og Hotel H.C. Andersen.

Det sker efter en ny henvendelse fra dansetruppen, der tidligere har fået aflyst sine datoer. 

- Shen Yun har henvendt sig omkring deres 2021-tour. Vi har svaret på henvendelsen og er vendt tilbage med datoer, hvor vi kan have kulturarrangementer i Odeon, siger Ninna Stæhr-Petersen.

Mistanker om selvcensur

I efteråret 2019 blev Odeon beskyldt for at aflyse showet med Shen Yun for ikke at ville støde Kina. I sagen blev Shen Yun genstand for både politisk uenighed, en advokatundersøgelse og mistanker om selvcensur, der senere blev aflivet.

Ser du det som en afslutning på sagen omkring aflysningen?

- Jeg kan ikke udtale mig om den anden sag. Det var inden, jeg trådte til. 

- Det her er en ny ting: Et kulturarrangement har henvendt sig, og vi vil gerne være en mangfoldig aktør i Odense, så de bliver behandlet på lige vilkår med andre, siger Ninna Stæhr-Petersen. 

Hun ved endnu ikke, om det kinakritiske show kommer til Fyn.

- Nu må vi se, når de vender tilbage med de datoer, de har fået tilbudt. Vi har ikke hørt fra dem endnu, efter vi har sendt dem datoer. Det kommer an på, om det passer i deres tour, siger hun. 

Shen Yun: - Det er enormt fedt

Benny Brix, der er Shen Yuns danske mellemmand, glæder sig over muligheden for at opføre et show på dansk grund. 

- Det er enormt fedt, at vi kan blive behandlet ligesom alle andre grupper, siger Benny Brix.

Han bekræfter, at der er en god kommunikation mellem Odeon og Shen Yun.

- Det er et stort ensemble, som kommer fra Tyskland, når de skal videre. Så vi skal lige have det vindue, der passer. Vi afprøver nogle datoer lige nu, siger Benny Brix, som er optimistisk i forhold til en aftale.   

Shen Yun udspringer af Falun Gong-bevægelsen, der siden 2006 har været forbudt i Kina. Til daglig har dansetruppen hjemme i New York.

Oversigt

    Oversigt