Otte år lang strid om bulet vartegn afgjort - stålfirma frifundet

Odense Kommune skal betale 7,5 millioner kroner til stålfirma efter afgjort voldgiftsag - alligevel betegner kommunen afgørelsen som en sejr.

Den 40 meter høje pylon på Byens Bro i Odense, et af byens store vartegn, har været genstand for en årelang strid, men nu er der faldet en afgørelse i voldgiftssagen.

Da pylonen blev leveret og rejst for otte år siden i maj 2015, konstaterede man hurtigt, at pylonen var bulet og havde dårlige svejsninger. 

Siden har de involverede parter været uenige om, hvor ansvaret ligger for det bulede vartegn. Ifølge kendelsen fra Voldgiftsnævnet ender regningen hos totalrådgiveren Gottlieb Paludan Architechts, der skal betale godt ni millioner kroner til Odense Kommune. Stålvirksomheden Bladt Industries, der var hovedentreprenør på projektet, frifindes, mens Odense Kommune skal betale godt 7,5 millioner kroner til Bladt Industries. Beløbet svarer til det beløb, kommunen har tilbageholdt.

Alligevel ser Odense Kommune sagens resultat som en sejr, oplyser afdelingschef for Fritid og Kultur Martin Pedersen til TV 2 Fyn. 

"Det er jeg tilfreds med og glad for uanset, at sagen er trukket ud. Sagen har været vigtig for Odense Kommune, fordi kommunen har bestilt og ønsket en pylon som beskrevet i udbuddet. Den har været vigtig at føre i forhold til det konkrete projekt og af principielle grunde i forhold til de øvrige opgaver, som Odense Kommune udbyder," skriver han i en mail og uddyber:

"Totalrådgiveren Gottlieb Paludan Architects har med voldgiftsnævnets ord ansvaret for projekteringen og har tilsidesat sin rådgiver- og tilsynsforpligtelse og er derfor erstatningsansvarlig over for Odense Kommune," skriver han.

Hos Bladt Industries er der glæde over dagens afgørelse. 

"Vi er glade for at voldgiftsretten, som forventet, har frifundet og givet fuldt medhold til Bladt i denne sag, og vi ser frem til nu at kunne lægge den bag os", skriver kommunikationsdirektør Rikke Tikjøb Christiansen i en mail til TV 2 Fyn. 

En tyndere stålplade

Det var Gottlieb Paludan Architects, som udarbejdede det hovedprojekt, og som Bladt udførte arbejdet på grundlag af. Her var pylonen projekteret som en selvbærende konstruktion i 10-20 mm tyk stålplade. Men undervejs i forløbet blev det ændret, sådan at pylonen i stedet for at være en selvbærende konstruktion som forudsat i hovedprojektet, blev udført med en indvendig bærende konstruktion blædt med et "svøb" i form af en 2 millimeter tyk stålplade. 

Odense Kommunes hovedsynspunkt var, at den ændrede konstruktion med en 2 millimeter stålplade, var uegnet til formålet, at det blev besluttet af Bladt og at Bladt derfor skulle holdes ansvarlig for manglerne på pylonen. 

Bladt har omvendt argumenteret for, at ændringerne af pylonen og dens konstruktion skete i tæt dialog med Odense Kommune og Gottlieb Paludan Architects. 

Voldgiftsretten anerkender i afgørelsen, at det var Bladt, der først bragte den tyndere og ikke egnede stålbeklædning i forslag, men finder ikke grund lag for at holde Bladt ansvarlig for materialevalget, idet Gottlieb Paludan Architects som totalrådgiver for kommunen havde projekteringsansvaret, mens Bladt alene var udførende entreprenør.

Den samlede omkostning for broen, da den blev bygget, var omtrent 116 millioner kroner. 

Oversigt

    Oversigt