Passagerer er lettede: Nu kører letbanen endelig igen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Letbanens passagerer er lettede over endelig igen at kunne køre med letbanen efter en måned med erstatningsbusser.
En måned.
Så længe har mange pendlere i Odense skullet vente på letbanen.
- Jeg synes, det er en skam, at den ikke har været her for dem, der bruger den meget, siger letbanepassager og pensionist Dorthe Olsen.
Den 11. juni måtte Odense Letbane nemlig aflyse al drift på strækningen mellem Ikea og Tarup Centret på grund af en nedfalden køreledning.
Siden har den stået stille på strækningen, da resten af letbanens facadeankre skulle tjekkes. Noget, som flere passagerer har været ærgerlige over.
- Vi har manglet den, fortæller vennerne Martin Drejer Haussmann og Asbjørn Holm-Poulsen.
Og projektleder Casper Johansen er enig.
- Det har været superirriterende, for det ramte også Tinderbox, og der havde vi haft planer om at bruge letbanen, siger Casper Johansen.
- Jeg kan virkelig mærke, hvor afhængig jeg er af letbanen, tilføjer Delina Fikadu.
På skinner igen
Men i dag, fredag den 14. juli, er letbanen tilbage på skinnerne. En lettelse for Odense Letbanes administrerende direktør, Dan Ravn, som dog stadig er ærgerlig over situationen.
- En måned er rigtig, rigtig lang tid at være ude af drift, så det kræver noget tilvænning at skulle vænne sig til, at man skal bruge den kollektive trafik igen, siger han.
For selvom der har været erstatningsbusser på strækningen mellem Tarupcenteret og Ikea, har det ikke kørt som smurt.
- Så var der forsinkelser, og så kørte den ikke. Det har været megatræls, siger passager Lisa Bruun.
Dan Ravn anerkender, at den månedlange pause kan gå ud over passagertallene for letbanen.
- Vi er selvfølgelig bekymrede for, at der er folk, der allerede i den her periode har valgt andre former for transport, siger han.
Odense Letbane har dog fundet på en måde, hvor de prøver at lokke passagerne tilbage i banen.
- Vi har lanceret en ny billet, hvor man kan køre med bus og letbane for 15 kroner, så vi håber, at det kan få rigtig mange nye til at stige ombord i den kollektive trafik i Odense, siger Dan Ravn.
Endelig tilbage - men ....
De passagerer, som TV 2 Fyn har talt med, er alle lettede over at kunne køre med Odenses lidt over et år gamle letbane. Men hos nogle sætter det gang i tankerne:
- Det giver lidt stof til eftertanke, at der kan ske sådan noget, men det er vi jo vant til i dagens Danmark, siger Dorthe Olsen.
Andre er mest bare glade for at have banen tilbage på sporet igen. Blandt andet Jakob Hansen, som har taget sine to døtre med på første genåbningsdag.
- Jeg har været lidt ked af her i sommer, hvor jeg har haft ferie med pigerne, at jeg ikke kunnet bruge den, så jeg er glad for, at den er kommet i gang med at køre igen, fortæller han.
- Det er noget af det bedste, der er sket, at den er startet igen, siger passager Susanne Østerkjærhuus.