Politiet kom gæs til undsætning på motorvej

Bilister blev bekymrede, da en gæslingefamilie kom gående på Den Fynske Motorvej.

En lille gæslingefamilie gik fredag morgentur på Den Fynske Motorvej ved Odense.

Gæssene vraltede rundt i det inderste spor og nødsporet, og det gjorde flere bilister bekymrede. 

Derfor blev politiet alarmeret 05.53, skriver Fyns Politi på Facebook.

- En patrulje var hurtigt fremme, og efter lidt vejledning fra patruljen kom gæssene heldigvis på rette vej igen - væk fra motorvejen, lyder det i opslaget. 

En sad fast

En af de små gæslinger sad dog fast og måtte have en hjælpende hånd af en af betjentene.

Politiet kunne afslutte operation red gæssene en halv time efter.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oplever det mange steder

Noget tyder dog på, at det kan være fast arbejde at holde gæssene væk fra vejen. Torsdag kunne Vejdirektoratet oplyse, at de gik rundt på motorvejen. Og få timer efter, at politiet var kommet til undsætning fredag, var den gal igen.

- Vi oplever det mange steder i landet, hvor vejen ligger i nærheden af en sø. Vi har svært ved at gøre så meget, men vi opretter en trafikmelding, så der kommer en besked ud til dem, der kører på strækningen. Så håber vi, at folk sætter farten ned, siger vagthavende Jakob Riis-Petersen.

Nogle gange sender Vejdirektoratet også en vogn ud, hvis der kommer gentagende meldinger. Men ofte er gæssene væk igen, inden Vejdirektoratet når frem.

Oversigt

    Oversigt