Læger politanmeldes efter omfattende fusk: Fik penge for fiktive operationer

Der er en politianmeldelse på vej af lægerne Jette Aaen og Ole Bjørn Rasmussen fra Region Syddanmark. Imens opfordrer både Patientforeningen og sundhedsordfører Jane Heitmann nu til, at regionen tjekker lægernes patientjournaler for urigtige oplysninger.

Fyns Politi får nu til opgave at kulegrave de mange bilag, der ligger til grund for Region Syddanmarks beslutning om at fratage to Svendborg-læger, deres ydernummer.

Regionen er netop nu på vej med en politianmeldelse mod to sydfynske læger Jette Aaen og Ole Bjørn Rasmussen for fiktive lægeydelser og overfakturering igennem mindst tre år.

Samtidig opfordrer Patientforeningen og formanden for Folketingets sundhedsudvalg Jane Heitmann (V) til, at regionen tjekker samtlige journaler og øvrige sundhedsoplysninger om patienter i de to lægers praksis for urigtige oplysninger. Det sker samtidig med, at TV 2 Fyn har fået kendskab til patienter hos Svendborg-lægerne, der ikke genkender oplysninger i deres patientjournal.

- Jeg vil opfordre regionen til at tage kontakt til tidligere og nuværende patienter. Der skal simpelthen ryddes op, siger Jane Heitmann til TV 2 Fyn.

Det synspunkt bakkes op af Patientforeningen.

- Det er vigtigt, at regionen kigger alle journaler grundigt igennem, så man kan se, om der er skrevet falske diagnoser eller falske oplysninger ind i patienternes journaler. For så er det meget alvorligt, siger formand Niels Jørgen Langkilde.

Ved du noget?

Han mener, det er vigtigt at få navnene frem på lægerne, så patienterne selv kan gå ind og tjekke deres journal på www.sundhed.dk for eventuelt urigtige oplysninger, der eventuelt kan risikere at ødelægge fremtidige behandlingsforløb.

Som tidligere omtalt af TV 2 Fyn har lægerne indgået forlig om et beløb på 1,1 millioner kroner, som lægerne uretmæssigt har fået udbetalt.

Men der er tvivl om ydelser på helt op til 1,7 millioner kroner.

Desuden skal lægerne afhænde deres praksis.

Derfor nævner vi navne på læger

Langt over gennemsnittet

En aktindsigt til TV 2 Fyn fra Landssamarbejdsudvalget i Danske Regioner afslører flere bemærkelsesværdige detaljer i sagen.

Blandt andet at lægerne for ydelser som "fjernelse af fremmedlegemer" og "andre betydelige operationer" lå 1766 og 1253 procent over gennemsnittet blandt andre læger i regionen. 

Af aktindsigten fremgår det, at lægerne har sendt regninger til regionen på netop "fjernelse af fremmedlegemer" og "andre betydelige operationer" selv om behandlingen reelt ikke er foregået. Sidstnævnte behandling udløser et honorar til lægen på 402 kroner pr. operation.  

Regionen konstaterede i forbindelse med deres undersøgelse også, at lægerne på flere tillægsydelser afveg med mere end 400 procent fra regionsgennemsnittet.

Som tidligere omtalt har en af lægerne desuden afregnet videokonsultationsydelser eller almindelige konsultationer, selv om konsultationerne kun var gennemført på telefon.

Formanden for udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, Bo Libergren (V), oplyser til TV2 Fyn, at han ikke kan kommentere sagen mod de to navngivne læger. 

TV 2 Fyn var i dag i kontakt med de to lægers klinikassistent, og herfra lyder beskeden, at lægerne ikke stiller op til interview. 

I stedet henvises der til lægernes advokat hos Bonnesens Advokater. Han er ikke vendt tilbage på TV 2 Fyns henvendelse.

Sådan tjekker du din journal