Politikere kræver svar: - Det virker fuldkommen håbløst, at man ikke må flytte et farligt højspændingskabel

Det virker fuldkommen håbløst, at man ikke må flytte et farligt højspændingskabel væk fra beboelser i Stige. Det mener næstformanden i By- og Kulturudvalget i Odense, der også undrer sig over, at politikerne ikke er blevet inddraget i sagen. Både Socialdemokratiet og Venstre vil nu vil bede forvaltningen om en redegørelse i sagen.

Et muligvis kræftfremkaldende højspændingskabel få meter fra to lejemål i Stige får nu politikere i Odense Kommune til at kræve en forklaring fra By- og Kulturforvaltningen.

- Det virker fuldkommen håbløst. At noget ikke står i en lokalplan, at man ikke må flytte et farligt kabel, og at man virker mere interesseret i erstatningsansvar. Ja, så kan jeg sgu godt forstå at borgerne tager sig til hovedet, siger Maria Brumvig (S), der er næstformand i By- og Kulturudvalget i Odense Kommune.

Venstres medlem af udvalget forstår heller ikke, at Odense Kommune ikke flyttede højspændingskablet, da de blev gjort opmærksom på, at forsigtighedsprincippet og sikkerhedsafstanden på seks meter til kablet ikke var overholdt.

- Der er begået alarmerende fejl i kommunen, og vi kan ikke løbe fra ansvaret, siger Araz Khan (V), der er medlem af By- og Kulturudvalget i Odense Kommune.

En ubehagelig tanke

Som TV 2 Fyn løber fra Fynsværket i Odense til Graderup på Vestfyn. 

I bydelen Stige nord for Odense blev kablet ført gennem et stykke bar jord, hvor der få måneder efter blev opført otte udlejningshuse. Ved to af lejemålene på Hedelundhegnet 3 og 7 løber kablet få meter fra lejernes soveværelser.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ifølge sundhedsmyndighederne kan man ikke udelukke, at strålingen fra kablet ved langtidspåvirkning kan føre til leukæmi hos børn.

- Det er en ubehagelig tanke. Nu håber og tror vi selvfølgelig ikke, at der sker noget, men bare det, at der er en reel mulighed og risiko, og at vi har udsat ham for noget, som er så forfærdeligt, ja det tænker jeg alle forældre kan sætte sig ind i, siger Marie-louise Andersen, der med sin nyfødte søn sov få meter fra kablet gennem 14 måneder.

Menneskelig fejl

Entreprenør Per Pedersen Haarby vidste godt, at der lå et højspændingskable, og at han skulle overholde en respektafstand på en meter på hver side af kablet. Men han var aldrig blevet informeret om, at der eksisterede et forsigtighedsprincip og en sikkerhedsafstand til kablet på seks meter.

quote Det bliver simpelthen for kommunalt og det bliver man da rasende over, hvis man bor eller har boet tæt på et potentielt kræftfremkaldende kabel

Maria Brumvig (S), medl. By- og Kulturudvalget, Odense

I lokalplanen for området og i byggetilladelsen havde Odense Kommune nemlig ikke skrevet forsigtighedsprincip og sikkerhedsafstand ind.

- Sådan en fejl kan ske ved menneskelig uopmærksomhed i det her tilfælde. Vi har efterfølgende sikret procedurer, så det ikke sker igen, siger Morten Møller Iversen, der er direktør i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

Kommunen blev af Energinet anbefalet at flytte kablet seks meter væk fra de to udlejningsejendomme. Men kommunen fik udarbejdet et juridisk notat, der vurderede, at kommunen ikke måtte bruge to en halv million kroner på at flytte kablet. 

Derfor blev kablet liggende, og lejerne fik aldrig besked om, at de boede klos op ad af et muligvis kræftfremkaldende kabel.

Sådan så området ud før og efter opførslen af de otte huse på Hedelundhegnet. Grafik David Moritz

- Jeg er forundret over, at jeg skal have informationen fra en journalist på TV 2. At vi ikke på noget tidspunkt er blevet gjort opmærksom på, at der er sådan et højspændingskabel så tæt på boligen, lyder det fra Michael Trelle, der har boet på Hedelundhegnet 7 siden april sidste år.

For kommunalt

Næstformanden i By- og Kulturudvalget forstår godt lejernes frustration.

- Det bliver simpelthen for kommunalt, og det bliver man da rasende over, hvis man bor eller har boet tæt på et potentielt kræftfremkaldende kabel, siger Maria Brumvig.

Politikerne i Odense Kommune blev aldrig involveret i beslutningen om at lade kablet ligge op ad boligerne, da ledelsen i forvaltningen på baggrund af det juridiske notat ikke mente, at kommunen havde lovhjemmel til at foretage sig noget.

- Det kommer desværre for Odense Kommunes tilfælde til at handle om jura, fordi vi ikke lovligt kan flytte kablet. Det er anden mands kabel på anden mands grund, så vi kan ikke gøre ret meget, siger Morten Møller Iversen.

Domstol kan komme til andet resultat

Af aktindsigten, som TV 2 Fyn har fået fra Energinet og Odense Kommune, fremgår det, at advokaten bag notatet, kun fire dage før notatet blev afleveret, stillede spørgsmål ved sin egen vurdering af, at Odense Kommune ikke kunne drages til ansvar.

”…man kan jo ikke udelukke, at andre, herunder en domstol, kunne komme frem til et andet resultat.”, skrev advokaten i en mail til medarbejderne i By- og Kulturforvaltningen.

Alligevel blev notatet brugt som argument for, at Odense Kommune ikke havde lov til at flytte kablet.

- Man kan ikke lade være med at få en mistanke om, at man i situationen prøvede at feje den her sag ind under gulvtæppet, og det kan man jo ikke vide, om det er derfor, det er sket på den måde, siger Roger Buch, der er kommunalforsker og lektor ved Danmarks Journalisthøjskole.

100 spørgsmål

TV 2 Fyns dækning får politikerne i udvalget til at undre sig over håndteringen af sagen.

- Man kan jo se, at det juridiske notat, der bliver brugt som begrundelse for at kommunen ikke må flytte kablet, ikke er så klokkeklart. Jeg mener, at vi skal undersøge mulige løsningsmuligheder, så vi kan sikre borgernes sundhed, siger Araz Khan fra Venstre.

Den socialdemokratiske næstformand vil have besvaret flere spørgsmål fra By- og Kulturforvaltningen.

- Jeg har cirka 100 spørgsmål til forvaltningen blandt andet på baggrund af jeres ganske udmærkede artikler og selvfølgelig det notat, vi har fået på jura-sprog. Mit første spørgsmål bliver: Hvorfor i alverden har vi politikere ikke hørt om det tidligere? Mit næste spørgsmål bliver: Har den tidligere rådmand haft viden om det her, uden at udvalget er blevet orienteret?, spørger Maria Brumvig.

TV 2 Fyn har kontaktet den daværende rådmand Jane Jegind, men hun oplyser, at hun ikke har nogle kommentarer og henviser til direktøren for By- og Kulturforvaltningen, Morten Møller Iversen.

Oversigt

    Oversigt