Rotary Klub samler ind til Ukraine: - Vi kan dedikere hjælpen derhen, hvor der er brug for den

Da Rusland gik ind i Ukraine blev der straks etableret en forbindelse mellem Rotary i Odense og Kyiv.

Odense City Rotary Klub har iværksat en indsamling, der skal sende penge afsted til en Rotary-klub i den odenseanske venskabsby Kyiv. 

Da krigen torsdag den 24. februar brød ud i Ukraine, kontaktede Peter Zinck fra Odense City Rotary Klub straks rotary-klubben i Kyiv for at meddele, at de er klar til at hjælpe. 

- Det er fuldstændig grotesk, at Putin er gået ind i et fredeligt land. Det er grotesk og det er der, hvor vi skal bruge alle vores kompetencer til at stille med nødhjælp for at støtte Ukraine, siger Peter Zinck, der er initiativtager til indsamlingen. 

Indsamlingens formål er simpelt.

 - Det drejer sig om at hjælpe ukrainerne og sikre friheden. Deres frihed og også vores frihed, siger Peter Zinck. 

Siden Rusland invaderede Ukraine, er ukrainere i hundredtusindevis flygtet fra landet, mens andre har gemt sig i kældre og underjordiske metrostationer. 

Fakta

- Det bliver kontanter

Over alt i Danmark bliver der indsamlet tøj, sko, mad, medicin, hygiejneartikler og meget andet som sendes til grænsen af det krigsramte land. Faktisk er der kommet så meget nødhjælp, at nogle grænsebyer ikke kan modtage mere. 

Derfor har Odense City Rotary klub valgt en anden tilgang. 

- Vi har aftalt med klubben, at det bliver kontanter som de så kan placere,  hvor det giver allermest værdi, siger Peter Zinck. 

Med pengene, kan rotary-klubben købe de nødhjælpsting der er behov for. Netop kontakten til Rotary i Kyiv gør, at Peter Zinck ikke er i tvivl om, at pengene kommer til at gøre en forskel.

- Fordi vi har kontakt til klubben så kan vi dedikere hjælpen derhen, hvor der er brug for den. Behovet ændrer sig konstant og vi ved ikke, hvad behovet er i morgen, men det gør de.

For at kickstarte indsamlingen har den odenseanske rotary-klub doneret 10.000 kroner fra dens hjælpefond.

Fyn hjælper Ukraine

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt