Royalt besøg i Odense

Kronprins Frederik åbner den 24. august OFF - Odense International Film Festival.

Der bliver drysset en smule royalt magi over Odense, når kronprins Frederik kommer til åbningsfesten af Odense Internationale Film Festival (OFF) den 24. august. 

Kronprinsen har takket ja til en invitation fra Odense Kommune.

- Det er et stort og velfortjent skulderklap, at kronprinsen viser sin opbakning ved at deltage i åbningen af OFF, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), i en pressemeddelelse.

OFF er landets ældste filmfestival og begyndte i 1975. I de seneste år har festivalen gennemgået en udvikling, som har betydet, at den i 2013 blev anerkendt som Danmarks første Oscar-kvalificerende filmfestival.

- Vi er stolte over den udvikling, som OFF har haft. Det er en af de mest prestigefyldte festivaler inden for kortfilm, og hvert eneste år strømmer filmskaberne til Odense for at deltage. Jeg er utrolig glad for, at kronprinsen har sagt ja tak til at deltage i åbningen. Det betyder meget med kongehusets anerkendelse og interesse for det store kulturarbejde, der bliver gjort i Odense, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Coronaramt OFF

På grund af corona bliver filmfestivalen i år holdt på en anderledes måde end normalt. 

I år bliver det nemlig muligt at streame kortfilmene hjemmefra, da der kun bliver sat få billetter til salg for at overholde alle corona-restriktioner. 

Der kan i alt streames 129 kortfilm hjemmefra sofaen. 

Oversigt

    Oversigt