Så mange er testet: - Ingen bydel er testet mere end Vollsmose

I løbet af ugen er 7.000-8.000 personer blevet testet for covid-19 i Vollsmose. Der bor cirka 9.100 personer i bydelen.

Der har den seneste uge været sendt gevaldigt mange podere af sted mod Vollsmose, og borgerne i området har kunne lade sig teste flere steder end normalt - og meget tyder på, at de har gjort det.

I weekenden kunne flere opleve, at det bankede på døren, da Odense Kommunes såkaldte test to-go blev lanceret, hvor podere kunne teste direkte i lejligheden eller i en testbil nede foran opgangen. Lørdag blev i alt 1.353 personer testet enten to-go eller i testcentrene, og søndag havde flere end 1.000 ladet sig teste, da klokken var 15.

- Lægger man det sammen med de mange test, der har været i løbet af ugen, kommer vi nok op omkring, at der er 7.000-8.000, der er blevet testet siden sidste weekend. Der er sket en kæmpe testmobilisering i området. Jeg er blevet helt glad af at se, hvordan beboerne i Vollsmose virkelig er gået til test, fortæller Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

Der bor cirka 9.100 personer i Vollsmose.

- Vi finder lige nu ikke en bydel i Danmark, der er testet mere end Vollsmose, siger borgmesteren. 

Incidenstallet falder

Mens beboerne i Vollsmose bliver testet, falder incidenstallet også.

Fredag var incidenstallet på godt 973, mens det lørdag faldt til 951,5. Søndag var tallet faldet yderligere - til 875.

- Det er for tidligt at sige, om det er et vendepunkt, men nu er tallet faldet to dage i træk, og det er altså små skridt i den rigtige retning, siger Peter Rahbæk Juel.

Odense Kommune ønsker fortsat, at alle over 12 år i Vollsmose lader sig teste to gange om ugen, indtil incidenstallet er under kontrol.

Incidenstal

Oversigt

    Oversigt