Sådan tryller du med dine rester: Få opskriften på Danmarks bedste madspildsret

Tre finalister kæmpede om at vinde DM i overskudsmad. Vinderretten blev gnocchi lavet på rester af kartoftler, og du kan få opskriften her.

Hvordan udnytter man bedst overskudsmad fra køleskabet, der ellers var røget i skraldespanden?

Det blev der tirsdag dystet i på Storms Pakhus, hvor mad-appen Too Good To Go og Lidl afholdt DM i overskudsretter, som optakt til den nationale madspildsdag onsdag.

300 personer havde bidraget til konkurrencen, mens tre madglade finalister dystede om at lave den bedste ret af overskudsmad tirsdag aften. 

quote Den er skabt til, at man kigger ned i grøntsagsskuffen, og finder den der kedelige grøntsag, man lige har haft liggende i en dag for meget

Sigurd Høeg, finalist, DM i overskudsmad

Og her blev vinderen Frederikke Grove Knutsen fra Amager, der havde kreeret Gnocchi med rest af kogte kartofler. 

- Det er fedt at få bekræftet, at man har haft nogle gode tanker omkring sin ret og at det smagte godt, siger den nykårede vinder.

- Da jeg skulle udvikle retten, brugte jeg egentlig bare, hvad jeg havde i køleskabet. Så det var nogle bagte kartofler, en lille parmesan-rest, nogle slatne tomater, og så havde jeg mel og olie derhjemme, fortæller Frederikke Grove Knutsen. 

OPSKRIFT: GNOCCHI MED REST AF KOGTE KARTOFLER

Hvert år smider danskerne cirka 247.000 tons fødevarer ud, der kunne spises, og derfor bliver DM i overkskudsmad i år afholdt for anden gang. 

- Rigtig mange mennesker vil rigtig gerne gøre noget mod madspild. Vi ved også, at en af de største barrierer for rent faktisk at gøre noget, er, at folk mangler inspiration, siger Heidi Boye, som er landechef i Too Good To Go.

Med konkurrencen håber folkene bag madspilds-appen altså at kunne inspirere danskerne til at lave mad med de fødevarer, som ellers var røget i skraldespanden.

Finalistens gode råd

Sigurd Høeg fra Hørning var en af de andre finalister, der tirsdag aften lavede med foran publikum og dommerpanelet.

Det bestod af Jasmin Gabay, der er tidligere deltager i Den Store Bagedyst, Christian Wellendorf, som er holdkaptajn på det danske kokkelandshold og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Sigurd Høeg havde lavet en okonomiyaki - en japansk grøntsagspandekage, som han selv kalder den. 

- Den er helt fantastisk til lige præcis rester. Den er skabt til, at man kigger ned i grøntsagsskuffen, og finder den der kedelige grøntsag, man lige har haft liggende i en dag for meget, siger Sigurd Høeg. 

Han anerkender dog, at han tabte til en, der var bedre. 

Udover inspirationen fra finaleretterne har østjyden også et godt råd til, hvordan man undgår madspild. Syltning.

- Jeg er jo kæmpe fan af at sylte ting. Det synes jeg, vi skal gøre meget mere. Man kan jo sylte næsten alle grøntsager. Prøv jer frem - tag chancen. Det kan aldrig gå værre end galt, siger Sigurd Høeg.

Det blev afgjort ved DM i overskudsretter


Oversigt

    Oversigt