Skole-OL skal skabe fællesskab efter to år med corona: - De hopper og danser, og de er sammen om det her

Efter to år med coronavirus, nedlukninger og hjemsendelser er Skole-OL tilbage. Det skaber fællesskaber, der har været savnet, siger en af arrangørerne.

1.200 skoleelever fra Odenses skoler dyster de næste dage i forskellige discipliner på Odense Atletikstadion. Odense-skolernes 4.-7. klassetrin kæmper om en plads til Skole-OL finalen i Billund i næste måned.

En dag væk fra de lumre klasselokaler er værdsat, og der bliver dystet ihærdigt, fortæller Louise Baarup, der er en af arrangørerne og ungdomsleder af Odense Atletik.

Hun kan mærke, at børnene har savnet de store fællesarrangementer:

- Ja så absolut. Det kan vi. Det har været svært at få mange af skolerne op af stolen, de skulle lige opdage, at vi er i gang igen, men børnene er enormt glade for at komme ud. De hopper og danser, og de er sammen om det her. Og det kan vi mærke, at de er rigtig glade for.

Fællesskabet er i fokus

Det er helt i den olympiske ånd, at det at vinde ikke er det primære formål med Skole-OL. Det vigtigste er at skabe - eller genskabe - de fællesskaber, der forsvandt med coronanedlukningerne.

quote Jeg synes, det er rigtig fedt at komme ud og være sammen med mennesker igen, så det ikke kun er ens familie, altså tætteste familie, man er sammen med

Marie Sone Lauridsen, Sct. Hans Skole

- Det kan skabe et fællesskab, et socialt sammenhold, der har manglet de seneste par år, siger Louise Baarup.

Og lige præcis fornemmelsen af at være sammen med alle kammeraterne igen, uden nogen former for restriktioner, bliver værdsat af Marie Sone Lauridsen og Alfred Thuesen Laen fra 5. Z på Sct. Hans Skole.

- Jeg synes, det er rigtig fedt at komme ud og være sammen med mennesker igen, så det ikke kun er ens familie, altså tætteste familie, man er sammen med, siger Marie Sone Lauridsen.

- Det er dejligt, fordi man kommer ud og er sammen med sine venner og får brugt noget energi i stedet for at sidde inde foran en skærm hele tiden, fordi man har hjemmearbejde, eller hvad man nu har, siger Alfred Thuesen Laen.

Oversigt

    Oversigt