Slagter venter i spænding - stadig uklart, hvornår basaren lukker

Der er nogle få butikker, der stadig holder åbent i Bazar Fyn, som ellers står til at lukke. Ingen kan sige, hvornår fogeden kommer og låser dørene i bygningen, så butiksejerne ikke kan fortsætte driften.

Omkring 40 butiksejere i Bazar Fyn i Odense modtog i starten af januar et brev, hvor der stod, at de skal være ude af basaren senest 14. januar.

Tirsdag formiddag holder nogle af butikkerne dog fortsat åbent, heriblandt slagter Abed Dirawi.

- Hvis basaren ikke åbner igen, kan jeg ikke komme her tilbage. Så skal jeg finde en anden butik et andet sted. Vi venter. Vi venter bare på at se, hvad der skal ske, siger Abed Dirawi.

Ifølge Abed Dirawi har han investeret 650.000 kroner i sin butik i Bazar Fyn. 

Fogedretten skifter låsen

Det er uvist, hvornår fogeden kommer og skifter låsene på dørene i bygningen, så butiksejerne ikke længere kan komme ind. 

TV 2/Fyn har kontaktet fogedretten, der oplyser, at den først kan udtale sig i sagen på torsdag. 

Ifølge ejendomsselskabet Olav de Linde, der ejer bygningen, skulle butiksejerne været flyttet allerede i november. 

Basarens fremtid uvis

Selskabet har dog ikke haft så travlt med at smide lejerne ud, og derfor har butikkerne haft mulighed for at fortsætte driften. 

Det er dog slut, når fogeden skifter låsene i bygningen, forsikrer Olav de Linde. Selskabet har afleveret nøglerne til fogedretten. Olav de Linde forventer, at låsene skiftes inden for de næste dage. 

Det er endnu uvist, hvad der præcis skal ske med lokalerne. Olav de Linde bekræfter, at ejendomsselskabet har været i dialog med blandt andre ejeren af lokalerne på Arkaden, som blev reddet fra konkurs i 2019.

Oversigt

    Oversigt