Smittetal stiger igen i Odense

Antallet af smittede i Odense er fredag steget endnu engang.

Antallet af odenseanske covid-19-smittede i den seneste uge er steget fra 75 torsdag til 98 fredag.

Det svarer til et incidensniveau på 48, altså 48 smittede ud af 100.000 indbyggere i kommunen.

Det er kun overgået af Albertslund Kommune, der har et incidensniveau på 54,2.

Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut, SSI, der er offentliggjort fredag klokken 14.

Samlet set har der været 122 smittede på Fyn i de seneste syv dage.

Er incidensniveauet over 20, kommer man på sundhedsmyndighedernes observationsliste. Der befinder Odense Kommune sig lige nu blandt andet sammen med Nordfyns og Kerteminde Kommuner.

Incidensniveauet i Nordfyns Kommune er fredag på 27, mens det i Kerteminde er på 21.

I alt er der fredag 11 danske kommuner med et incidensniveau på over 20.

I Norsdfyns Kommune dækker incidensniveauet over, at der er otte nye smittede inden for de seneste syv dage. Torsdag var tallet ni, og dermed går det den rigtig vej med smitten på Nordfyn.

 - Det er ganske små udsving, der gør sig gældende. Vi oplever ikke et smittetal, der stiger kraftigt som i andre dele af landet, og det er positivt. Det ser fortsat ud til, at smittetilfældene kan føres tilbage til de kendte smittekæder, hvilket er en fordel i indsatsen for at inddæmme smitten, siger Judith Poulsen, chef for Sundhed og Rehabilitering i Nordfyns Kommune.

Der er det seneste døgn registreret 173 nye smittetilfælde i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut. Antallet af indlagte er steget med én, og det samme er antallet af coronarelaterede dødsfald.

Oversigt

    Oversigt