Sommercamp virker: Frederikke og hesten Kurt vender tilbage år efter år

Hesten Kurt og 15-årige Frederikke Balslev er i uge 31 taget på sommercamp på Dalum Landbrugsskole sammen med 13 andre piger. Skolens håb er, at deltagerne vender tilbage som elever på landbrugsuddannelserne.

Med en hest og drømmen om en lille gård passer 15-årige Frederikke Balslev perfekt ind på Dalum Landbrugsskoles Horsecamp.

Sammen med 13 andre piger i alderen 12 til 16 er hun og hesten Kurt taget på sommercamp på landbrugsskolens afdeling i Korinth, hvor de i fire dage skal dyrke deres store interesse: heste. 

- Der er meget forskellig undervisning, så vi lærer noget sammen med hesten, og det er bare rigtig hyggeligt at være hernede, siger Frederikke Balslev. 

Det er fjerde år i træk, hun deltager, og på den måde ligner hun mange af de andre piger på holdet.

- Allerede fra start har der været stor interesse, og vi har en fast deltagerskare, som gerne kommer hvert år for at være med. Og selvfølgelig nye, siger Line Østergaard Nielsen, der er daglig leder på Dalum Landbrugsskole, afdeling Korinth.

Håbet er nye elever

En anden deltager er 13-årige Idamathilda Lindkjer Svejstrup, der er tilbage for anden gang. Hun rider normalt tre gange om ugen og er vant til at arbejde med heste, men hun er glad for at lære nyt på sommercampen. 

- Jeg vil gerne have en uddannelse inden for noget med heste, men jeg ved ikke helt hvad endnu, siger hun.

quote Vi ved, det giver elever. Vi har nogle, der støt kommer, lige indtil de kan starte på skolen

Line Østergaard Nielsen, daglig leder på Dalum Landbrugsskole, afdeling Korinth.

Dermed er hun netop en af de unge, landbrugsskolen vil tiltrække. For nok er målet med sommercampen først og fremmest at give de unge en god oplevelse, men den er også et middel til at rekruttere elever til skolens uddannelser. 

- Vi ved, det giver elever. Vi har nogle, der støt kommer, lige indtil de kan starte på skolen. Både i 10. klasse, men også på landbrugsuddannelsen, siger daglig leder Line Østergaard Nielsen.

I den forbindelse er heste - og dyr generelt - et vigtigt mål til at nå en type elever, der ellers er i undertal, nemlig pigerne.

- Kvinder er meget interesserede i dyr, og hesteverdenen er stor blandt piger. Der er også mange landmandskoner, der har hesteopdræt eller dyrker ridning, så det er med til at gøre landmandslivet mere attraktivt, siger hun.

For 15-årige Frederikke Balslev har skolens Horsecamp allerede givet mod på mere. 

- Efter jeg har været i 9. klasse, vil jeg tage herned på efterskole i 10. klasse og tage min hest Kurt med, siger hun.

Oversigt

    Oversigt