Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Omkring 100 medarbejdere i Odense er torsdag morgen blevet fyret.
Det bekræfter robotvirksomheden Teradyne Robotics i Odense over for TV 2 Fyn.
- Vi har i Teradyne Robotics i dag tilpasset vores globale organisation for bedre at imødekomme de nuværende markedsforhold og styrke fundamentet for langsigtet vækst. Som en del af denne proces foretager vi en reduktion i arbejdsstyrken, siger Jean-Pierre Hathout, der er præsident i Teradyne Robotics Group, i et skriftligt citat til TV 2 Fyn.
Anden fyringsrunde i år
På verdensplan skal virksomheden reducere 14 procent af medarbejderstaben.
Det er årets anden fyringsrunde hos Teradyne Robotics, der består af Universal Robotics og Mobile Industrial Robots. Virksomheden beskrives af Dansk Industri som epicentret for det danske roboteventyr og en af hovedaktørerne i Danmarks nationale robotklynge i Odense.
Tidligere i år måtte virksomheden, der består af over 1.000 medarbejdere, fyre 52 ansatte på matriklen i Odense.
- Disse svære, men nødvendige tiltag skal sikre, at vi forbliver effektive, agile og i stand til at levere værdi til vores kunder og partnere verden over, siger Jean-Pierre Hathout.
Fyringerne har ifølge TV 2 Fyns oplysninger fundet sted torsdag morgen klokken otte.
Har tabt trecifret millionbeløb i år
Tidligere i år skete fyringerne også på grund af et dårligt 2024 for de to robotmærker. Det er ikke blevet bedre i 2025, har TV 2 Fyn i sommer kunnet fortælle.
I første halvår af 2025 tabte virksomheden 364 millioner kroner. Ifølge virksomheden skyldes det dårlige resultat høje omkostninger.
Teradyne Robotics har købt Universal Robots for 1,9 milliarder kroner og Mobile Industrial Robots for 1,7 milliarder kroner i 2018.
Korte videoer