Tirsdag overdrages letbanen: - Jeg kan ikke forestille mig, det ikke lykkes

Tirsdag er dagen, hvor Odense Letbane skal overtage letbanen fra den spanske entreprenør Comsa, der har anlagt banen gennem Odense.

Letbanen i Odense bliver tirsdag overdraget fra den spanske entreprenør Comsa til Odense Letbane.

- Mine forventninger er, at vi får skrevet den aftale under, og der er så nogle ting i den aftale, hvor noget skal laves færdigt.

Sådan lyder det fra Jesper Rasmussen, bestyrelsesformand i Odense Letbane, tirsdag formiddag, da TV 2 Fyn spørger til hans forventninger til overdragelsen. 

quote Jeg tror, det bliver en af de sidste dage i denne uge, at vi kan melde ud om en åbning

Jesper Rasmussen, bestyrelsesformand, Odense Letbane

Den skal efter planen finde sted tirsdag, så driftoperatøren Keolis kan komme i gang med sine testkørsler, inden Odense Letbane forventes at kunne køre med passagerer i slutningen af maj.

- Det er klart, at hvis der er steder, hvor noget mangler, skal det sikres, at der gøres noget ved det, siger Jesper Rasmussen til spørgsmålet om alt nu er, som det skal være på ruten. 

En larmende proces

Entreprenøren Comsa har stået for transportsystemet, altså selve banen togene kører på. Og da selskabet skulle teste banen i marts og april, er antallet af klager over støj og vibrationer strømmet ind hos Odense Letbane. 

Og derfor er der stadig mangler at se på, siger Jesper Rasmussen.

- Vi har ikke kunnet bekræfte eller bevise, at de støjmålinger, de (Comsa, red.) har sendt til os, er korrekte, så det er noget, vi skal have klarhed over i forbindelse med overdragelsen. 

Samtidig understreger han, som han tidligere har gjort, at forbedringsmulighederne skal findes ved, at letbanen bliver testet og kørt med på skinnerne. 

Sikkerhedsgodkendelser mangler endnu

Udover overdragelsen af selve banen så er der fortsat sikkerhedsgodkendelser som Trafikstyrelsen skal komme med.

Det drejer sig blandt andet om godkendelsen af de tekniske sikkerhedsregler, udstedelsen af ændret sikkerhedscertifikat og en ny sikkerhedsgodkendelse.

Ifølge Jesper Rasmussen skal der også afklares nogle, ifølge ham, mindre, sikkerhedsmæssige detaljer, og om selskabet og Trafikstyrelsen har samme forståelse af disse.

- Jeg tænker, det er en mindre detalje, som jeg skal have spurgt Trafikstyrelsen om.

Åbningsdato stadig uvist

Hvad angår datoen for åbning af Odense Letbane er Jesper Rasmussen stadig ikke meget for at komme med en dato. 

- Jeg tror bare, jeg gentager, at der er handover i dag - og så går vi til Keolis og aftaler afvikling af de hængepartier, vi måtte have, mens de tester, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, det bliver en af de sidste dage i denne uge, at vi kan melde ud om en åbning. 

Oversigt

    Oversigt