I det fynske folks tjeneste

Flertal siger ja: Odense Kommune klar til at lægge 35 millioner for nyt stadion

Flertal i Odense Byråd har landet budgetaftale, der blandt andet har sat 35 mio. kr. af til realisering af stadionprojekt.

Tribunerne kan ikke bære en ny tagkonstruktion, så derfor kan en nedrivning af hver tribune blive nødvendig. Det vil få prisen for et nyt stadion til at stige gevaldigt.

Opdatering:

  • 18. sep 2020 kl. 13:22 Det endelige budget indeholder en aftale om at sætte 35 mio. kr. af til stadionprojekt. 17 mio. kr. næste år og 18 mio. kr. i 2022.

Et flertal i byrådet er klar til at spytte 35 millioner kroner kroner på bordet for at realisere planen om et nyt og moderne Odense Stadion. Det står klart, efter der nu er landet en budgetaftale. 

Tidligere erfarede vi på TV 2 Fyn, at der var tale om et beløb på 40 millioner kroner, men det er altså fem millioner lavere. 

Et tilskud til en modernisering af Odense Stadion var én af de ting, partierne i Odense Byråd drøftede torsdag, da man forhandlede budget for næste år. Efter 12 timers forhandling brød det sammen, da Venstre og Konservative udvandrede fra maratonforhandlingerne.

Fredag morgen begyndte man så at forhandle igen - uden Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Og nu er der så landet en aftale. Pengene er sat af med 17 millioner næste år og 18 millioner i 2023. De 35 millioner kroner udmøntes tidligst, når der foreligger en samlet og politisk godkendt helhedsplan. 

"Det er af væsentlig betydning for forligspartierne, at idrætsbydelen i Bolbro udvikler sig de kommende år. Udviklingen af Odense Stadion er en væsentlig brik heri," står der i forligsteksten, som TV 2 Fyn har fået fingrene i. 

Læs også Kim drømmer om moderniseret stadion: - Et af de mest utidssvarende i Danmark

Bag forliget står Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten.

Det er fortsat planen, som Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel også sagde til TV 2 Fyn torsdag, at Odense Kommune kun skal stå for en del af finansieringen. Ejerselskabet bag OB, Odense Sport & Event, forventes også af kommunen at lægge penge på bordet, og så håber man på at kunne involvere en eller flere investorer i projektet. 

Det gjorde man blandt andet i Silkeborg. Det nye stadion Jysk Park, der stod færdigt i 2017, kostede 130 millioner kroner. Heraf betalte Silkeborg Kommune 60 millioner kroner, mens Silkeborg IF Invest A/S og investorer betalte resten.

OM ODENSE STADION:

  • Odense Stadion blev oprindeligt bygget i 1941.
  • Efter "Miraklet i Madrid", hvor OB i 1994 slog Real Madrid ud af Europa Cuppen, besluttede politikerne i Odense Kommune i 1996, at stadion skulle bygges om og renoveres.
  • Det nye Odense Stadion stod klar i september 1997 med en kapacitet på 18.790 tilskuere.
  • Under ombygningen blev der af økonomiske årsager ikke lagt varme i banen, så i 2004 blev det gjort, så man kunne leve op til kravene.
  • Året efter købte OB hovedtribunen af Odense Kommune og byggede den om med flere og bedre faciliteter for sponsorer. Odense Kommune ejer de resterende tre tribuner og banen.
Se mere

Prisen kan blive højere

Der har i næsten et år været seriøs dialog mellem Odense Kommune og ejerselskabet bag fodboldklubben OB, Odense Sport & Event, om en modernisering af Odense Stadion. Det kunne vi torsdag fortælle her på tv2fyn.dk.

Af mailkorrespondance mellem parterne fremgik det, at parterne, efter en fælles gennemgang af stadion og efter snakke med stadionkyndige folk fra de to stadions i Silkeborg og Haderslev, kom frem til en anslået pris på knap 100 millioner kroner for at bringe Odense Stadion op til moderne standarder.

Blandt andet kunne det koste op mod 60 millioner kroner at lukke hjørnerne. Og et nyt tag ville løbe op i 22 millioner kroner. 

Læs også Bilag afslører: OB og Odense Kommunes millionplaner for nyt Odense Stadion

Nu har det, ifølge TV 2 Fyns oplysninger, vist sig, at en forbedring af tagkonstruktionen kan blive meget dyrere. Det er nemlig ikke sikkert, at de eksisterende tribuner kan holde til et nyt tag. Og derfor kan det blive nødvendigt at jævne tribuner med jorden for at bygge op påny. Det er man blandt andet lykkedes med i Haderslev, hvor et nyt stadion er blevet bygget op i etaper. Sådan at man stadig kan fortsætte med at spille Superliga, mens renoveringen står på.

Et nyt tag er helt afgørende, hvis man vil leve op til kravene fra Divisionsforeningen og Uefa. Lige nu er kun en tredjedel af tilskuerpladserne dækket af tag. Fra 2028 vil det ikke leve op til kravene fra Divisionsforeningen.

Gennemgangen af stadion viste et kæmpe efterslæb på Odense Stadion. Kun græstæppet og lyset lever op til kravene fra Divisionsforeningen og Uefa.