En 45-årig chauffør fra Rumænien overså mandag formiddag en cyklist, da han svingede til højre i krydset ved Næsbyvej og Gammelsø i Odense.
Cyklisten, en 64-årig kvinde fra Odense, kom ikke noget til ved uheldet, fortæller vagtchef Ehm Christensen fra Fyns Politi, men hendes cykel er fuldstændig smadret.
Chaufføren kørte - uden at lægge mærke til det - over cyklen. Kvinden var imidlertid nået at hoppe af. Lastbilchaufføren fortsatte fra stedet og ned mod havnen.
Vidner fik dog kort efter gjort chaufføren opmærksom på uheldet, og politiet blev tilkaldt. Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 10.10.
På politigården er chaufføren efterfølgende blevet afhørt med tolk. Han har fået en bøde.