Udskældt annonce kostede 25.000 kroner: V vil have borgmester til at tilbagebetale pengene

Venstre vil have Odenses borgmester til at tilbagebetale pengene for en omstridt annonce. De Konservative vil have afgjort, om annoncen var i strid med kommunale regler.

24.995 kroner. 

Så mange penge har borgmesterforvaltningen i Odense Kommune betalt for en annonce, der egentlig skulle slå et slag for et grønnere Odense. 

Men annoncen blev af både Venstre og De Konservative i Odense opfattet som en skatteyderbetalt promovering af borgmester Peter Rahbæk Juel (S). 

Noget, som stadsdirektør Stefan Birkebjerg har erkendt og efterfølgende beklaget

Derfor bør pengene også betales tilbage til kommunen, lyder det fra Claus Houden, der er medlem af byrådet i Odense for Venstre.

- Nu har man erkendt, det er en fejl, og det skal man ikke bruge skatteydernes penge på. Så må Peter Rahbæk Juel eller Socialdemokratiet selv betale for det, siger Claus Houden.

Idéen til annoncen kommer fra den kommunale forvaltning, og borgmesteren har kun set teksten, men ikke annoncen i sin helhed. 

Hvorfor skal borgmesteren eller partiet betale pengene tilbage, når det ikke er ham som enkeltperson eller partiet, der står bag, men forvaltningen?

- De har fået en ydelse, som andre har betalt for. Og så må man gøre op med sin moral og sig selv, om man vil betale pengene tilbage, forklarer Claus Houden.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Peter Rahbæk Juel (S), men han henviser til stadsdirektør Stefan Birkebjerg. 

Han skriver:

- Det er den kommunale forvaltning, der har truffet beslutningen om at indrykke annoncen - ligesom det er den kommunale forvaltning, der har besluttet annoncens samlede indhold og udtryk. Dertil kommer, at annoncen delvist har opfyldt sit formål. Derfor er der efter min samlede vurdering intet grundlag for at gøre krav gældende imod hverken borgmesteren eller nogen andre.  

Sådan ser annoncen, som Odense Kommune har indrykket, ud.
Sådan ser annoncen, som Odense Kommune har indrykket, ud.

Vil have tilsyn

Stadsdirektør Stefan Birkebjerg har i en mail redegjort for forløbet omkring annoncen og beklaget overfor byrådet i Odense. 

Det er dog ikke nok for hverken Claus Houden eller Søren Windell, der er konservativ rådmand. 

De Konservative vil nemlig sende en klage til tilsynsrådet, som fører tilsyn med kommunerne.

- Vi vil simpelthen have afgjort, om det her er lovligt eller ej, siger Søren Windell.

Han henviser til en lignende sag fra 2003, hvor daværende borgmester, Anker Boye (S), også optrådte i en annonce for Odense Kommune

- Det er nøjagtig det samme, der er sket igen. Vi kan ikke acceptere, at det her sker hvert 15.-20. år. Der burde være nogen, der havde råbt vagt i gevær, fortæller ældre- og handicaprådmanden.

Claus Houden og Venstre overvejer, om de også vil klage til tilsynsrådet. For hvis der er sket en fejl, skal der være mulighed for at rette op på den. 

- Jeg vil lige lade dem finde ud af, om de hiver pengene på af partikassen, inden vi går videre med et eventuelt tilsyn, siger Claus Houden. 

Han har i mellemtiden bedt om at få uddybet, hvad konsekvenserne bliver for de involverede parter. 

Annoncen blev blandt andet bragt i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis samt syv andre aviser 17. april.