Venstre-kandidat står frem med konkrete beskyldninger: - Killerup har været decideret illoyal flere gange

Johnny Killerup har ifølge Venstre-kandidat kritiseret rådmand Christoffer Lilleholt åbent ved flere lejligheder.

Fredag i sidste uge udtalte politikeren Johnny Killerup til TV 2 Fyn, at han var klar til at iklæde sig borgmesterkæden i tilfælde af, at han fik flere personlige stemmer ved kommunalvalget end Venstres spidskandidat Christoffer Lilleholt.

Det fik politikeren smidt ud af partiet, og nu viser det sig, at det ikke er første gang, at Johnny Killerup har optrådt uforeneligt med Venstre i Odense. I hvert fald ikke, hvis man skal tro Venstres tredje mand på opstillingslisten, Nicolai Busch Bæhrenz.

- Jeg har set gentagne gange, at det har taget overhånd, og han har været decideret illoyal. Ikke bare for vores spids Christoffer (borgmesterkandidat Christoffer Lilleholt, red.), men også for os som hold, siger byrådskandidaten Nicolai Busch Bæhrenz (V) i et opsigtsvækkende interview til TV 2 Fyn.

Sagens hovedperson Johnny Killerup afviser fortsat over for TV 2 Fyn, at han er illoyal mod Venstre.

- Lad mig starte med at sige, at Nicolai er en dygtig og ung politiker. At han bliver sendt i byen af den etablerede kerne, er en del af gamet, siger Johnny Killerup. 

Senest tirsdag i forrige uge overhørte den unge byrådskandidat, at det nu ekskluderede Venstremedlem afslørede partiets forhandlingsstrategi, som netop var vedtaget på et lukket møde, over for et byrådsmedlem fra et andet parti. 

Ved samme møde spurgte en af byens erhvervsfolk Johnny Killerup, om der skulle gøres noget ved "ham pamperen" med henvisning til Christoffer Lilleholt, hvortil Johnny Killerup ifølge Nicolai Busch Bæhrenz svarede: "Ja, men ikke nu".

- Når jeg ser ham snakke med andre politikere fra byrådet og erhvervsmænd ude i byen og kritisere Christoffer så eksplicit, som han har gjort - det er ikke, hvad jeg anser som en holdspiller. Det må jeg bare sige, siger han.

Johnny Killerup afviser omvendt, at episoden til mødet nogensinde er fundet sted.

- Jeg kan kategorisk afvise de her påstande. Jeg tror, han har overfortolket og hørt nogle ting uden for sammenhæng, siger han.

Killerup betaler annoncer

Det er første gang 22-årige Nicolai Busch Bæhrenz stiller op til kommunalvalget, og den erfarne Johnny Killerup har derfor også været en stor støtte - indtil nu.

Blandt andet har Johnny Killerup tilbudt den unge byrådskandidat at betale for annoncer og andet i forbindelse med valgkampen.

- Han siger, at han rigtig gerne vil hjælpe, men at der også på et tidspunkt skal vælges side. Jeg ved ikke, hvor meget hjælp det er, hvis det kommer med en pris på den anden side. Jeg skal ikke lægge ord i munden på ham, men jeg tror helt sikkert, det drejer sig om ham eller Christoffer på et tidspunkt.

- Johnny tror, jeg kommer ind ved dette valg, og så handler det om at samle venner til en konstituering. Det tror jeg, han mener, når han siger, jeg skal vælge side, fortæller Nicolai Busch Bæhrenz.

Mængden af oplevelser

Fredagens interview med TV 2 Fyn var med andre ord blot en tilføjelse til en række hændelser, der endte med ekskludering af Johnny Killerup, der vendte hjem til dansk kommunalpolitik for to år siden efter 25 år i USA.

Johnny Killerup afviser kritik fra tidligere partifælle

- Det er mængden af oplevelser og ikke bare en enkelt ting, der gør udslaget. Når han skader partiet, som han gør ved at være så illoyal, kan jeg ikke se til mere, siger Nicolai Busch Bæhrenz.

Formand i Venstre Odenses, Casper Christiansen, har ikke ønsket at stille op til interview.

Han skriver i en besked til TV 2 Fyn, at "Johnny Killerup var et stort aktiv for Venstre såvel i 1993 som i dag, som ifølge ham selv var baseret på resultater i forretningsverden. Men både i 1993 og i dag har han braget igennem loftet ved ikke at respektere de medlemsdemokratiske beslutninger om valg af borgmesterkandidat. I en virksomhed såvel som i Venstre vil man aldrig kunne acceptere den form for illoyalitet, Johnny Killerup har udvist".

Der lyder endnu engang skarp kritik af Johnny Killerup fra en nu tidligere partifælle.

Oversigt

    Oversigt