Vikar havde 53 besøg på én vagt: - Forholdene i hjemmeplejen er umenneskelige

For Birgitte Mortensen var tre vagter hos Aftengruppe Syd nok, til at hun aldrig igen vil tage vikarvagter i hjemmeplejen i Odense.

- Det, jeg oplevede, vil jeg aldrig byde andre. 

Sådan lyder det fra Birgitte Mortensen. 

Hun er en af dem, der har henvendt sig med sin historie, efter at vi hos TV 2 Fyn har dækket forholdene i ældreplejen. 

Personalet løber nemlig stærkt, og det går ud over plejen.

Birgitte Mortensen giver os et indblik i, hvordan en vagt med 53 besøg er. Hun var vikar i Aftengruppe Syd i 2016 og på blot tre vagter oplevede hun forhold, som hun kalder for 'umenneskelige'.

Den sidste af de tre vagter var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Hun kørte grædende hjem, og meddelte dagen efter sit vikarbureau, at hun aldrig nogensinde ville have vagter i Odense Kommune igen.

Seks år senere står den vagt stadig krystalklart i Birgitte Mortensens hukommelse. Den kan stadig få hende til at græde så meget, at hun har svært ved at få ordene frem.

53 besøg på kørelisten

Klokken 15.00 begynder Birgitte Mortensens vagt. Hun møder ind på Jacob Hansens Vej en råkold eftermiddag i december 2016. 

Hun får udleveret en tre sider lang køreliste.

- Jeg når bare at tænke: 'hold da op, det er vildt', siger hun. 

Den lange køreliste kommer bag på hende. Efter en kort overlevering sætter hun sig i bilen og tjekker sine besøg.

- 53 steder skal jeg være, siger hun.

Birgitte Mortensen husker de fleste besøg som korte. Hun skal give medicin, tage støttestrømper af og på, smøre ben og give aftensmad. Alt sammen inden pausen klokken 18.00. 

- Og det kan du ikke. Det er fuldstændig umuligt at nå det, siger hun.

Med den tanke starter Birgitte Mortensen bilen og kører afsted.

Kørestolsbruger på toilettet

De første besøg forløber smertefrit, men Birgitte Mortensen har svært ved, at hun ikke føler, hun har tid til at tale med borgerne. 

- Jeg har været i faget siden 1988 og er opdraget med, at når man kommer hjem til nogen, så bruger man lidt tid på at hilse pænt og høre, hvordan det går, siger hun.

En af de oplevelser, som rør den garvede hjemmeplejer mest på hendes vagt, er en borger, der skal have hjælp til toiletbesøg. 

Borgeren sidder i kørestol og kan ikke ret meget selv. Der er afsat 30 minutter til besøget.

- Og det er fuldkommen umuligt, siger Birgitte Mortensen. 

30 minutter kan måske lyde som meget, men det er inklusiv køreturen. Og tid er ikke det eneste problem, Birgitte Mortensen løber ind i.

- 'Kom nu, kom nu, kom nu. Kom af med din afføring. Tis nu.' Det kan jeg ikke få mig selv til at sige. Jeg kan ikke tvinge hende til at blive færdig, siger Birgitte Mortensen.

Toiletbesøget trækker ud, helt som hjemmeplejeren har forudset det, og hun kommer ti minutter for sent derfra.

Forsinkelse og vred borger

Forsinkelsen, der opstår ved toiletbesøget, mærker Birgitte Mortensen konsekvenserne af senere på sin vagt.

Hun korter sin egen pause ned for at kunne nå resten af hendes besøg. Hun lander på Jacob Hansens Vej klokken 18.10. Hun husker det som om, hun sluger sin mad for at komme på farten igen klokken 18.30.

Birgitte Mortensen har svært ved at nå det hele, for nu skal hun gøre borgerne klar til natten.

- Mange af dem skal have toiletbesøg, de skal have hjælp til at komme i nattøj og så videre, siger hun.

Igen bliver Birgitte Mortensen forsinket, og det lægger en borger også mærke til.

- Jeg kommer hjem til en borger, som bare med det samme begynder at skælde mig ud.

Borgeren er frustreret. Hun kan ikke forstå, at hun ikke har fået sin medicin på samme tidspunkt, som hun plejer, og så vælter det hele, da hjemmeplejen er forsinket. 

- Jeg er ikke mere end 10 måske 15 minutter forsinket. Men det er nok for hende, forklarer Birgitte. 

Birgitte Mortensen har besluttet, at hverken hende ellers hendes mand ønsker kommunal hjemmepleje.
Birgitte Mortensen har besluttet, at hverken hende ellers hendes mand ønsker kommunal hjemmepleje.
Foto: Louise Koustrup

57 nye ansigter i hjemmet

Et besøg er for Birgitte Mortensen helt særligt. Hun kommer hjem til en borger, som med det samme spørger hende, hvad hun hedder.

- Jeg bliver sådan lidt forfjamsket og svarer bare, at jeg hedder Birgitte.

Borgeren skriver hendes navn ned i en lille notesbog, og Birgitte Mortensen bliver bekymret over, at hendes navn skal stå der.

- Så siger hun 'jamen, jeg skriver altid ned, når der kommer nye i mit hjem', siger Birgitte Mortensen.

I bogen står der 57 forskellige navne.

Alle sammen navne på plejere, SOSU-hjælpere og assistenter, der har været i borgerens hjem, siden hun begyndte at modtage hjemmepleje. 

Aldrig igen

Birgitte Mortensens aftenvagt slutter lige så hektisk, som den startede. 

Hun er igen blevet forsinket, og en af hendes kolleger må hjælpe hende med at nå de sidste besøg.

Klokken 23.15 er hun tilbage på Jacob Hansens Vej, selvom hun egentlig havde fri klokken 23.00. 

Hun skynder sig at aflevere sine nøgler, så hun kan komme hjem. 

På vej ud taler Birgitte Mortensen med en af de fastansatte, som fortæller, at de ting, hun har oplevet, er hverdag på afdelingen.

- Jeg tudbrøler i bilen på vej hjem. Jeg kan slet ikke bære det, siger hun. 

Dagen efter meddeler hun sit vikarbureau, at hun aldrig igen vil have vagter i Odense Kommune.

Birgitte Mortensen er selv bosat i Odense Kommune, og de oplevelser hun har haft som vikar, har fået hende til at tage en beslutning. 

Hun vil aldrig have hjemmeplejen ind i hendes eget hjem. Når hendes egen mand får brug for det, vil hun selv passe ham. 

- Jeg tror ikke, at nogen vil have, at deres mormor eller morfar skal behandles sådan. Jeg synes, det er umenneskeligt, siger hun.

Det store tidspres og følelsen af at være utilstrækkelig kan kobles sammen med sygemeldinger, mener flere eksperter.

Oversigt

    Oversigt