Voldsom trafik ved testcenter: - Det er eksploderet helt vildt

Trafikken omkring covid-19-testcentret ved Højstrup i det vestlige Odense er eksploderet, oplever Berit Martinussen, der bor på en nærliggende vej.

En voldsom bilkø til covid-19-testcentret i det vestlige Odense er skyld i vild trafik og svære trafikale vilkår for beboerne i området. 

Det mener Berit Martinussen, der bor på en nærliggende vej, som køen strækker sig forbi.

- Det er eksploderet helt vildt. Det er ikke til at komme frem eller tilbage for hverken biler eller cykler, siger hun.  

Mandag oplevede hun, at bilkøen og trafikken til testcentret var vokset markant, men allerede i nogen tid har den givet udfordringer i området.

Selvom den lange kø til testcentet ifølge Berit Martinussen er alt for voldsom til Stegstedvej, som er en såkaldt to-i-en-vej, forstår hun godt, at folk er nødt til at komme for at blive testet. Hvad værre er, at mange bilister kører uforsvarligt og alt for hurtigt, mener hun.

- Det er ganske forfærdeligt. Det, jeg tænker, er, hvornår der sker en ulykke. 

Derfor har hun også enten kørt eller fulgt sin søn i skole på grund af trafikken. Han går i sjette klasse og plejer selv at cykle i skole. 

- Min datter på 24 år har også oplevet, at hun måtte gå ud i græsset, fordi der ikke var plads på vejen, forklarer Berit Martinussen, som også har kontaktet og orienteret Fyns Politi.

Efter planen skal testcentret flyttes i november, men alligevel vil Berit Martinussen opfordre til, at man husker at tage hensyn ved de lange køer på små veje til covid-19-testcentre.

Oversigt

    Oversigt