Webbureau med ugentlig yoga: Danmarks sundeste arbejdsplads ligger i Odense

Det odenseanske webbureau Morningtrain er kåret som vinder af Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2020.

I en tid, hvor mange har været hjemsendt og fitnesscentre er lukkede, kan det være svært at holde sig aktiv og dyrke motion.  

Under corona-krisen har flere arbejdspladser fundet nye måder at være aktive sammen på , og i Odense har webbureauet Morningtrain gjort det på exceptionel vis. 

Faktisk er de så gode til at holde deres medarbejdere aktive, at de onsdag formiddag blev kåret til vinder af Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen. 

- Jeg er pavestolt. Vi er blevet toere i to år, og vi har været med i flere år. Så jeg er superglad og stolt over, at vi har vundet den her pris, siger administrerende direktør i Morningtrain Peter Thomsen til TV 2/Fyn 

Morningtrain laver blandt andet webshop udvikling og udvikling af digitale platforme. Webbureauret der har eksisteret i otte år, startede i Odense og har sidenhen fået afdelinger i både Aarhus og København.  

quote Jeg er pavestolt

Peter Thomsen, adm. direktør Morningtrain

De har lige siden starten haft  fokus på trivsel og fællesskab. De har blandt andet månedlige teambuilding events og ugentlige sportsaktiviteter for deres 35 medarbejdere.

Bibeholder koncepterne

Under corona-krisen har Morningtrain sendt medarbejdere hjem, og det har naturligvis gjort den fælles motion mere besværlig. 

- Som i så mange andre henseende var COVID-19 også en uvelkommen gæst i den sammenhæng. Kunsten var dog at bibeholde koncepterne og dyrke fællesskabet med nye initiativer, fortæller den administrerende direktør. 

Under hjemsendelsen har medarbejderne nydt godt af ugentlig online yoga og træning, virtuel fredagsbar og online LAN events. 

Peter Thomsen håber dog, de snart kan trappe op for aktiviteter i fællesskab igen, så de kan holde fast i at være Danmarks sundeste Arbejdsplads. 

- Vi kæmper for prisen igen næste år. Det er dejligt at blive anerkendt for vores tiltag, fordi vi kan se det på vores trivsel, siger han. 

Konkurrencen ”Danmarks Sundeste Arbejdspladser – Initiativprisen” har kørt hen over foråret er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv samt Velliv Foreningen.

Oversigt

    Oversigt