81 kræftpatienter har ventet for længe i Syddanmark
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En gennemgang af samtlige kræftforløb i Region Syddanmark viser, at i alt 81 forløb har haft en ventetid på behandling på over 14 dage, der er den maksimalt tilladte ventetid.
I 79 af tilfældene skyldtes forsinkelserne begrænsninger i kapaciteten, og patienterne har fået at vide, at de kan blive henvist til et andet sygehus.
Der er til gengæld to forløb, hvor der har været en ventetid på over 14 dage, og hvor patienterne ikke er blevet oplyst om deres patientrettigheder.
- Jeg er glad for, at der er tale om så få tilfælde, hvor den maksimale ventetid er overskredet. Jeg så selvfølgelig gerne, at ventetiderne aldrig blev overskredet, men på de områder, hvor ventetiderne på behandling er overskredet – eksempelvis brystkræft og urologisk kræft – er der tale om en national udfordring med kapacitetsbegrænsning, siger koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelse.
I de to tilfælde, hvor den maksimale ventetid er overskredet, har forsinkelsen været på henholdsvis en dag og fem dage.
- Man har ved en menneskelig fejl booket patienterne for sent, og dermed er patienterne heller ikke i situationen oplyst om deres patientrettigheder, oplyser regionen.