Skal ambulancer i udbud igen?: - Jeg magter det simpelthen ikke

Peter Brøndum er nervøs ved usikkerheden i et muligt nyt udbud af ambulancedriften i Region Syddanmark. Han overvejer at skifte job.

- Jeg har kørt ambulance i 22 år og har for første gang overvejet, om jeg skal blive ved med det.

Sådan lyder det fra paramediciner Peter Brøndum. Egentlig er han glad for sit arbejde, men et muligt nyt udbud af ambulancekørslen i Region Syddanmark har fået ham til at overveje, om han skal lave noget andet.

- Jeg magter det simpelthen ikke igen. Det var tre år, hvor alting var uvist og usikkert, siger han. 

Siden 2016 har Ambulance Syd stået for driften i størstedelen af Region Syddanmark. Kun i Trekantområdet har firmaet Responce ansvaret for driften. 

Kontrakten med Responce udløber i 2025, og derfor skal politikerne i Region Syddanmark beslutte, om driften skal i udbud for hele regionen eller ej.

For Peter Brøndum er bare tanken om, at hans arbejdssituation kan blive tæt på, hvad den var for et par år tilbage, ubehagelig. Det hiver ham tilbage i de samme følelser, han havde da Bios-skandalen rasede. 

Følelserne fra dengang har sat tydelige spor hos Peter Brøndum og mange af hans kollegaer. Derfor er de meget påvirkede af det mulige nye udbud.

- Når vi har snakket om det på stationen, bliver nogle af dem, som var med dengang, fuldstændig tomme i øjnene, siger Peter Brøndum.

Tillidsrepræsentant hos Ambulance Syd Fritz Kjær fortæller, at flere kollegaer er kommet til ham med bekymringer om et muligt nyt udbud. Kollegaerne er kede af, at de igen skal måles og vejes, og det giver dem ondt i maven. 

- Vi forstår slet ikke, hvorfor man tør spille det her høje spil med os. Vi har Danmarks måske bedste ambulancetjeneste, siger tillidsrepræsentanten.

Tillidsrepræsentanten hos Ambulance Syd forstår ikke at regionen tør at satse ved at sende ambulancedriften i udbud igen.
Tillidsrepræsentanten hos Ambulance Syd forstår ikke at regionen tør at satse ved at sende ambulancedriften i udbud igen.
Foto: Morten Albek

Tidligere udbud spøger

For at forstå, hvorfor det påvirker Peter Brøndum, Fritz Kjær og deres kollegaer så meget, at regionen overvejer at sende ambulancekørslen i udbud, skal man tilbage til 2014.

Her besluttede regionsrådet, at Bios skulle overtage driften af ambulancerne i Syd- og Sønderjylland og på Fyn. Firmaet Responce A/S overtog for Falck i Trekantområdet.

I 2015 begyndte problemerne for alvor at melde sig. Flere ambulancereddere sagde op, og vagtplanerne hang ikke sammen

Bios bliver i 2016 erklæret konkurs, og Region Syddanmark overtager driften af ambulancerne for Bios.  

Få det samlede overblik her

Striden skabte ifølge Peter Brøndum uvenskaber på arbejdspladserne.

- Der var så mange følelser involveret i det dengang, fordi det var og er for mange en identitet at være falckredder, siger han.

I løbet af 2017 begyndte der at falde ro på arbejdspladsen, og det var tiltrængt, mener Peter Brøndum.

- Det er et job med et højt stressniveau, så hvis bare vi kunne få ro til at udføre vores opgaver.

Netop det høje stressniveau og usikkerheden på jobbet før, under og efter sidste udbud gør, at Peter Brøndum ikke kan overskue et udbud mere. 

- Vi skal nok kunne håndtere arbejdspresset, men hvis baglandet begynder at gynge under os, er det næsten uoverskueligt at være i, siger han. 

Ingen grund til bekymring - endnu

Selvom Peter Brøndum godt kan se, at det måske er, at tage sorgerne på forskud, kan han ikke slippe de ubehagelige følelser og tanker. 

- Vi ved, at det kommer til at betyde noget for vores hverdag. Den hverdag vi lige har fået ro på. Den kommer til at blive rusket igen. 

Regionsrådsmedlem og næstformand i regionens præhospitale udvalg, Allan Emiliussen (V), forstår ambulancereddernes usikkerhed, når regionen igen taler om udbud af ambulancedriften.

Processen er lige nu i et indledende stadie. Udvalget er ved at danne et grundlag, der skal hjælpe dem med at vurdere, om ambulancedriften skal sendes i udbud engang i fremtiden. 

- Men det er mit indtryk, og personlige holdning, at vi er rigtig glade for Ambulance Syd. De gør et godt stykke arbejde, og bliver hele tiden bedre, siger Allan Emiliussen (V).

Står det til Peter Brøndum, skal politikerne nøjes med at diskutere det distrikt, der er drevet af Responce.

- Jeg tror, at vi kommer til at miste folk (hvis ambulancekørslen kommer i udbud, red.), siger han. 

Selv vil han være ked af, hvis udbuddet bliver en realitet, for det vil betyde, at han må lede efter nyt job.

- Jeg håber det virkelig ikke, for det er det her, jeg har lyst til at lave, og det er det her, jeg er god til, siger Peter Brøndum. 

Sidste efterår løb ambulanceredderne ekstra hurtigt, men hos Ambulance Syd har pauser, mere løn og flere elever gjort arbejdsforholdene bedre.

Oversigt

    Oversigt