Væk med 24 timers vagter: Ambulancer i Odense og Svendborg skæres væk

Redderne kalder ændringer i ambulancedækningen på Fyn for "bekymrende".

Der bliver skåret i antallet af ambulancer i både Svendborg og Odense.

Fra 1. september 2025 vil der søndag aften og nat være færre bemandede ambulancer på stationerne i Svendborg og Odense.

På begge stationer vil der være to ambulancer færre end i dag, det bekræfter direktør i Ambulance Syd, Steen Schougaard Christensen over for TV 2 Fyn.

Nedskæringerne bekymrer Reddernes Fagforening. Særligt besparelserne i Svendborg er næstformand i fagforeningen, Finn Christiansen ked af.

- Svendborg er et yderområde, så det tager tid at komme dertil.

Og selvom der er tale om en reduktion i ambulancer søndag aften og nat, hvor aktiviteten er mindst, så mener han ikke, at der kan skæres yderligere ned.

- Der kan også ske noget søndag aften, siger han.

Sådan bliver den nye arbejdsgang

Direktøren for Ambulance Syd besøger i øjeblikket de stationer og medarbejdere i regionen, som kan se frem til nye arbejdsgange.

Han forklarer, at ændringen består i, at redderne skal overgå fra vagter på 24 timer med 12 timers effektiv arbejdstid, til vagter på 12 timer. En af årsagerne til de nye arbejdsgange er, at belastningen på døgnvagten er for hård.

Men ifølge Reddernes Fagforening er medarbejderne på de fynske stationer ikke begejstrede for ændringerne.

- Vi ved, at mange er kede af ændringen. Medarbejderne har indrettet deres dagligdag efter at arbejde i stræk på 24 timer, siger næstformand Finn Christiansen.

Forstår frustrationer

Men trods frustrationer mener direktøren hos Ambulance Syd, at nogle medarbejdere godt kan se det smarte i det nye vagtsystem.

- Generelt kan medarbejderne godt se, at det er nødvendigt at lave ændringer, men nogle er selvfølgelig frustrerede, og det forstår jeg, siger Steen Schougaard Christensen.

Hos de resterende fynske stationer vil der fortsat være døgnbemanding.

Det er ikke længe siden, at medarbejderne hos Ambulance Syd blev indkaldt til møde om arbejdstider.

Oversigt

    Oversigt