Svendborg giver ikke op: Leder efter byggegrund til politiskole

Lørdag blev det klart, at den tidligere AMU-skole i Svendborg ikke kommer til at huse den nye vestdanske politiskole. Men Svendborg bliver ved med at kæmpe for at få skolen til kommunen.

Står det til Rigspolitiet skal en ny vestdansk politiskole være nybygget. Hvis Folketinget alligevel beslutter ikke at bygge nyt, så anbefaler Rigspolitiet, at den nye politiskole skal ligge i enten Vejle, Skanderborg eller Holstebro. Det vil sige, at politiet ikke ønsker at benytte en af de mange ejendomme, som forskellige kommuner har budt ind med, og det vil altså også sige, at AMU-skolen i Svendborg er dømt ude.

quote Men vi går da ind i kampen, og så vil vi gerne tilbyde en byggegrund til det nybyggeri, der ser ud til at blive løsningen.

Henrik Nielsen, formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget og viceborgmester i Svendborg Kommune

Søndag sadlede politikerne i Svendborg så om, og de vil nu finde en byggegrund, så de fortsat kan være i betragtning til den nye politiskole. 

- Først og fremmest appellerer vi jo stadig til den økonomiske realitetssans hos de politikere, der skal træffe den her beslutning. Står der oplagte bygninger, der kunne bringes i spil, burde man så ikke tage dem med i billedet? Så kunne man også komme meget hurtigere i gang, og det ville blive meget billigere, siger Lars Erik Hornemann (V), borgmester i Svendborg kommune til TV 2/FYN og fortsætter:

- Er det vitterligt ikke tilfældet, og siger man fra politisk side, at vi starter fra bunden af, jamen så kan vi jo også byde ind med nye grunde. Det kan man også andre steder på Fyn, så må vi jo se på det i det perspektiv. 

Det er den forhenværende AMU-skole, som Svendborg Kommune har foreslået som ny vestdansk politiskole
Det er den forhenværende AMU-skole, som Svendborg Kommune har foreslået som ny vestdansk politiskole
Foto: Andreas Hedelund Jørgensen

Henrik Nielsen (C), formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget og viceborgmester i Svendborg Kommune, synes også det er ærgerligt, at den nye vestdanske politiskole absolut skal være nybygget, når de mener, at have tilbudt gode rammer i Svendborg. 

- Vi er slået tilbage til start. Vi synes, at vi med den her bygning (AMU-skole red.) har et rigtig godt bud på en politiskole, det er en fantastisk bygning. Den indeholder mange af de faciliteter, der er behov for i forhold til at drive en politiskole, og mange af de andre faciliteter ligger meget tæt på, siger Henrik Nielsen til og tilføjer: 

- Derfor synes vi, at det var den optimale løsning. Der var også mulighed for at udvide kvadratmeterne. Men vi går da ind i kampen, og så vil vi gerne tilbyde en byggegrund til det nybyggeri, der ser ud til at blive løsningen. 

Bred enighed om at kæmpe videre 

Hos Socialdemokraterne er man enig med Henrik Nielsen om, at man ikke giver op her. 

- Vi vil selvfølgelig gå langt endnu en gang. Vi har også jord, hvor vi kan bygge på. Men det er klart, at tilliden til, at det er de kriterier, der ridses op nu, som også bliver gældende i sidste ende, ikke helt er der. Det bliver man jo bekymret for, når man også ser Søren Pind udtale sig om, at det nu bliver en del af finanslovsforhandlingerne. Så er det nogle helt andre ting, der er på spil igen, siger Bo Hansen (S), gruppeformand for Socialdemokraterne. 

Svendborg-politikerne er nu gået i gang med at finde en mere specifik placering i forhold til en grund, man kan tilbyde til nybyggeriet. Kravene til en helt ny bygning fremgår af Rigspolitiets anbefalinger, som TV 2 har gennemlæst. Selvom Rigspolitiet indtil videre helt har droppet tanken om Svendborg, og de tre jyske byer indtil videre har vækket større interesse hos beslutningstagerne, vil de i Svendborg Kommune altså gerne leve op til Rigspolitiets nye krav

- Vi vil selvfølgelig arbejde intenst på at sikre, at politiskolen kommen til Svendborg. Vi synes, at vi har fortjent statslige arbejdspladser. Vi synes vi har en fornuftig geografisk placering. Vi synes, at vi har rigtig gode faciliteter i forhold til at drive en politiskole, så derfor er Svendborg et rigtig godt bud, og det skal man lytte til inde på Christiansborg. 

Rod i processen 

Tidligere var et af kravene blandt andet, at politiskolens placering ikke lå længere væk fra København end to timers udrykningskørsel, hvilket reelt sætter flere jyske områder ud af spil. Hos Fyns Politiforbund forstår de heller ikke argumentet om en ny bygning, da netop den løsning sætter byggeprocessen i stå.

- Vi må kunne bruge noget af det vi har, så ville vi også kunne komme hurtigere i gang. Det giver jo ikke nogen mening at skulle vente på, at der bliver lavet nyt. Det tager noget længere tid end for eksempel at bruge en gammel kasserne, et gammelt sygehue eller et AMU-center, siger Steffen Daugaard, Formand for Fyns Politiforening. 

Blandt Svendborgs politikere er det helt klart, at forløbet har været meget uheldigt. 

- Jeg vil betegne det som et "klumpedumpe-forløb", hvor op mod 30 kommuner har brugt en masse penge - i øvrigt skatteborgernes penge - på at gøre sig lækre i forhold til at vinde den her gunst og få politiskolen, siger Bo Hansen (S), gruppeformand for Socialdemokraterne.

Oversigt

    Oversigt