Enhedschef: Smitten af særlig farlig variant kan stadig stoppes

Det er stadig muligt at bremse spredningen af en særligt smitsom coronavariant. Men det afhænger af, om folk følger myndighedernes råd, siger enhedschef for Styrelsen for patientsikkerhed.

En særligt smitsom coronamutation er opdaget i Svendborg, hvor fire forskellige skoleklasser fordelt på to skoler er blevet bedt om at lade sig teste og gå i isolation. 

Statens Serum Institut er i gang med at undersøde, hvilken mutation der er tale om, men det formodes, at der er tale om enten den sydafrikanske eller brasilianske variant af covid-19. 

Ifølge Charlotte Hjort, der er enhedschef for Styrelsen for Patientsikkerhed, er det vigtigste nu at følge myndighedernes rådgivning. 

- Hvis man er smittet, nær kontakt eller kontakt til en nær kontakt og har fået bud om at gå i isolation og lade sig teste, så er det det, man skal, siger hun. 

Smitten med den nye coronavariant er blandt andet opdaget i det nordøstlige Svendborg, som er tæt befolket. Men det betyder ifølge Charlotte Hjort ikke, at løbet af kørt - smitten kan nå at blive stoppet, vurderer hun. 

- Det afhænger rigtig meget af, om dem, vi har kontakt med, følger de råd, vi giver, siger Charlotte Hjort.

Overvåger situationen 

Både myndighederne og Styrelsen for Patientsikkerhed følger udviklingen i Svendborg nøje. I dialog med kommunen finder de ud af, hvad der skal være næste skridt for at standse udviklingen. Men én ting er sikkert - den store påskefrokost bør man undgå.

- For alle andre borgere, vil jeg sige, hold to meters afstand, sørg for at overholde, at man er så få som muligt til påskefrokosten, fordi ellers er der risiko for, at smitten bredes, siger Charlotte Hjort. 

Betyder det noget, at man ikke ved, hvilken variant det er? 

- Nej, det betyder ikke noget.  De er begge to ekstra smitsomme, og derfor gør vi en ekstra meget - alt, hvad vi kan - for at inddæmme smitten. 

Alle indbyggere i Svendborg Kommune opfordres til at lade sig teste efter fund af coronamutation

 

 

 

Oversigt

    Oversigt