Fik fire års fængsel for voldtægt af mindreårig datter - ankede og fik yderligere to år

En 51-årig mand blev i sommer idømt fire års fængsel for voldtægt af sin egen datter. Han ankede dommen på stedet, og nu har landsretten skærpet straffen med to år.

Da en 51-årig mand i juni blev fundet skyldig i at have voldtaget sin mindreårige datter, ankede hans forsvarer dommen på fire års fængsel på stedet.

Nu har Østre Landsret skærpet straffen til seks års fængsel og stadfæstet afgørelsen om udvisning for bestandigt.

Manden, der er islandsk statsborger, er kendt skyldig i at have voldtaget sin egen datter i en årrække, da hun var mellem fem og ni år gammel. Voldtægterne er sket i Island og på Østfyn, og han kan dømmes i Danmark, fordi man siden 2008 har haft mulighed for at retsforfølge i det danske system, når der er tale om en forurettet, der er dansk statsborger, hvilket mandens datter er.

Betroede sig til veninder

I Retten i Svendborg i sommer gik senioranklager Jacob Thaarup efter en straf på syv til otte års fængsel. Dog blev sagen vanskeliggjort ved, at overgrebene fandt sted mellem 2006 og 2010.

- Det har på flere måder været en usædvanlig sag. Dels er der tale om en lang række af meget grove overgreb mod den tiltaltes egen datter, dels er det en sag, hvor vidneforklaringerne har spillet en helt afgørende rolle, fordi tidsrummet mellem anmeldelsen og selve overgrebene er så stort, at der ikke har været nogen fysiske beviser i sagen, fortalte senioranklageren i juni.

Det var blandt andet, fordi pigen havde betroet sig til to veninder meget tidligt i forløbet, at faren blev kendt skyldig. 

Den dømte mand har under hele forløbet afvist alle anklager. 

Oversigt

    Oversigt