Fire års arbejde underskrevet: - Det er ligesom at sætte Det Sydfynske Øhav på verdenskortet

Siden 2018 har man på Sydfyn arbejdet på den ansøgning, der tirsdag endelig blev underskrevet af de fire sydfynske borgmestre.

475 sider.

Så lang er ansøgningen til UNESCO som fire sydfynske borgmestre tirsdag har underskrevet. 

Det er kommunerne Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Langeland der er med i projektet som de håber, vil resultere i, at Geopark Det Sydfynske Øhav vil blive udråbt som den tredje danske UNESCO Global Geopark. 

Udnævnelsen som en UNESCO Geopark vil nemlig give kommunerne et særligt brand. 

- UNESCO Geopark det er jo et bevis fra en FN-organisation på, at det vi har, det er unikt og det er værd at rejse for, siger Hans Stavnsager, der er formand i Geopark Det Sydfynske Øhav og borgmester i Faaborg-Midtfyn kommune. 

Og det vil være en unik mulighed for området. 

- Det er ligesom at sætte Det Sydfynske Øhav ikke bare på danmarkskortet, men på verdenskortet, siger Rasmus Elmquist Casper, der er Sekretariatsleder i Geopark Det Sydfynske Øhav. 

Selvom ansøgningen til at blive en UNESCO Geopark først og fremmest handler om at lokke flere gæster til området. Så er det ikke kun udsigten til en øget turisme, der har drevet værket de seneste år. 

- Det er også for at skabe en større forståelse hos os der bor her om, at vores lokalområde er noget helt særligt som vi skal passe godt på, siger Hans Stavnsager.

Hårdt arbejde for lokalområdet 

Siden 2018 har 37 skribenter på tværs af medarbejderne i kommunerne, museerne og eksterne eksperter bidraget til ansøgningen, der nu har fået sat det sidste punktum. 

Men selvom ansøgningen er afsendt, er ingenting garanteret endnu. 

Først venter et besøg fra UNESCO i sommeren 2023, hvor det bliver afgjort, om Geopark Det Sydfynske Øhav, lever op til kritierne. 

- En Geopark er først og fremmest et sted hvor der er en særlig geologi, gode landskaber og kulturhistorie og natur i området, som UNESCO så vurderer er et særligt godt udgangspunkt for at være med til at inspirere resten af verden, siger Rasmus Elmquist Casper. 

I modsætning til UNESCOs verdensarvsliste er tankerne bag Geoparken nærmere at udvikle området bæredygtigt, fremfor blot at bevare og beskytte. 

Men udnævnelsen som UNESCO Geopark vil ikke kun være med til at inspirere resten af verden. Ifølge Rasmus Elmquist Casper vil det også skabe en masse lokal udvikling. 

- At vi arbejder med at skabe en lokal bevidsthed, en lokal stolthed. Det ved vi sætter ting i gang, det gør at virkelysten og entreprenørånden den bliver endnu stærkere. Den bliver styrket i området og det tror jeg er rigtig vigtigt for området, siger han.  

Geoparken Det Sydfynske Øhav dækker et areal på over 2.700 kvadratkilometer. 1.400 km2 på land og 1.300 km2 i vandet.  

Der er i forvejen to danske UNESCO Geoparker. De er placeret i henholdsvis Odsherred og Vestjylland. 

I Geoparken Det Sydfynske Øhav blev der for nylig skrevet danmarkshistorie, da Langelands Museum sammen med dykkere fra det amerikanske forsvarsministerium ledte efter rester af besætningen på et B24 bombefly

De sidste fire års arbejde er nu klar til at blive sendt afsted og vurderet, når et hold evaluatorer fra UNESCO næste sommer gæster sydfyn.
De sidste fire års arbejde er nu klar til at blive sendt afsted og vurderet, når et hold evaluatorer fra UNESCO næste sommer gæster sydfyn.
Foto: Anders Høgh/William Lorentzen

Oversigt

    Oversigt