For første gang: Fynsk museum åbner udstillingen Årets Pressefoto

Udstillingen Årets pressefoto kan i år opleves på Naturama i Svendborg, som for første gang åbner udstillingen med vinderbilleder fra den prestigefulde fotokonkurrence.

Udstillingen Årets Pressefoto plejer at blive åbnet i kulturhuset Den Sorte Diamant i København. 

Men som så meget andet i år er det ikke, som det plejer.

I stedet skal udstillingen for første gang nogensinde åbne på Naturama i Svendborg.

 - Vi er ellevildt begejstrede for det. Det er fantastisk, at vi kan få billederne og vise premieren på Årets Pressefoto. At få det fra København og herned er meget, meget stort for os, siger Mette Thybo, der er direktør for Naturama og Fjord&Bælt.

Natur og kultur i samspil 

Selvom Naturama primært er kendt som et naturhistorisk museum med udstoppede dyr, går fotoudstillingen godt i spænd med Naturamas andre aktiviteter. 

Faktisk er det den fjerde i en række af fotoudstillinger. 

- Det spiller rigtig god ind, for vi går mere og mere over i natur-og-kultur-konceptet, vi kalder det kulnatur, hvor vi inviterer andre målgrupper ind. For eksempel har vi en særudstilling nu om dufte, hvor vi har parfumer inde og spille sammen med dyr, siger hun. 

Udstillingen Årets Pressefoto kan opleves på Naturama indtil 5. juni, hvor den som vandreudstilling flytter videre til et andet museum.