Fynsk affaldsanlæg udpeget til at lukke - nu er planen fejet af bordet

Energistyrelsen afviser at lukke Svendborg Kraftvarme A/S på grund af manglende dokumentation.

Svendborg Kraftvarme A/S skal sammen med ti andre lukke for at sikre klimaet og den danske samfundsøkonomi. Det fremgik af en plan, som Kommunernes Landsforening fremlagde sidste år.

Men nu har Energistyrelsen afvist forslaget, lyder det i en pressemeddelelse.

- Forsyningstilsynet vurderer på det foreliggende grundlag, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret og sandsynliggjort, at de ti affaldsforbrændingsanlæg, som foreslås lukket i KL’s plan, er de mindst effektive anlæg, hedder det i tilsynets granskning, skriver tilsynet i sin 42 sider lange granskning af KL-modellen.

Ikke en let opgave

Der var tale om 10 af 23 forbrændingsanlæg i Danmark, der var blevet undersøgt og ifølge KL skulle lukke inden 2030. Det vil reducere forbrændingskapaciteten med 30 procent frem mod 2030, oplyste KL i en pressemeddelelse i december.

- Vi er nået frem til en plan, der både tager hensyn til, hvad der er bedst for klimaet og den danske samfundsøkonomi. Det er ingen hemmelighed, at det ikke har været en let opgave, sagde KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S), i pressemeddelelsen.

- Vi står nu med en faglig plan, der peger på, at der i 2030 kan opnås en klimaeffekt på 0,5 millioner tons CO2 og en økonomisk effektiviseringsgevinst på samlet 600 millioner kroner.

Lukning har været på tale i flere år

Det var ellers ikke kommet bag på Svendborg Kraftvarme A/S, da det i første omgang endte på listen. Og lokalt har der de seneste to år netop været snak om en lukning af anlægget.

I forbindelse med KL's udmelding i december forklarede direktør Kjeld Johansen, at en af årsagerne til, at anlægget bonner ud som mindre effektivt, er, at det ikke kan komme af med al den varme, der bliver produceret.

Derfor bliver man om sommeren nødt til at køle det ned, fordi der ikke er husstande nok at sende det ud til. 

Svendborg Kraftvarme blev taget i brug som energiproduktionsanlæg i 1999 og miljøbehandler årligt cirka 50.000 tons restaffald. Anlægget tager primært imod restaffald fra husholdninger og industri i Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Ærø Kommune.

Oversigt

    Oversigt