Fynske maskinmestre vinder DM i Entreprenørskab

Tre fynboers særlige gummimanchet, der kan sammenkoble maskiner, stjal showet til DM i Entreprenørskab.

Tre fynboer skilte sig ud ved årets DM i Entreprenørskab, der blev afholdt onsdag.

- Det er lidt overvældende at vinde, for det havde vi ikke regnet med. Altså bare det at gå videre ved det regionale mesterskab var en sejr, og så gå hele vejen i dag, det er en kæmpe sejr, udtaler gruppen i en pressemeddelelse.

Danmarksmesterskabet blev afviklet online på grund af coronapandemien, men det slog ikke de unge iværksætterspirer ud. 

De vandt først kategorien Service Innovation, hvorefter de også blev erklæret som den samlede vinder.

Med hver vindertitel fulgte en pengepræmie på 25.000 kroner.

Fjerner støv og snavs

Fynboerne, der til daglig læser på SIMAC i Svendborg, vandt for deres gummimanchet med absorberende olie, der fjerner støv og snavs fra sammenkoblinger mellem maskiner.

Produktet er i første omgang tiltænkt landbruget, hvor støv i sammenkoblinger ofte er et problem.

Det er lige den slags problemløsende produkter, som Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab, havde håbet på.

- Gennem et entreprenørskabsforløb har de (deltagerne, red.) lært at udvikle ideer og løsninger, der kan skabe, forandre eller gøre en forskel i verden.

- Det er den generation af engagerede unge, som vi kommer til at se i iværksættermiljøet i årene fremover, og det glæder mig, udtaler Christian Vintergaard i en pressemeddelelse.

Oven i sejren kan de tre fynboer se frem til at repræsentere Danmark ved det europæiske mesterskab JA Europe Enterprise Challenge 2020.

Oversigt

    Oversigt