Stig kom i problemer efter nummerpladetyveri: Så trådte lokale til

Det var en ærgerlig situation, Stig Runeberg, der bor i Norge, pludselig stod i, da nummerpladerne på hans autocamper blev stjålet.

Hvis ikke flinke svendborgensere var trådt til, havde Stig Runeberg været nødsaget til at afkorte sin ferie og køre mod Norge.

Fredag morgen opdagede han nemlig, at der havde været langfingrede typer på spil i Svendborg. Nogen, der havde taget både forreste og bagerste nummerplade på hans autocamper.

Tømreren, der ellers er dansk statsborger, bor normalt i Norge. Han havde kørt sin veninde Laura til Danmark og havde planlagt at bruge lidt tid hernede og få besøgt sin mor.

- Jeg havde parkeret autocamperen inde i centrum, for jeg kommer fra Albertslund, og jeg havde ikke tænkt, der ville kunne ske noget i en by som Svendborg, siger Stig Runeberg.

Men pladerne var altså væk, da han kom ud til autocamperen fredag morgen, og det har sat ham i en lidt prekær situation.

For hvis ikke han kunne finde en privat grund, hvor han kunne stille sin vogn, havde han været nødt til at køre mod Norge.

Stig Runebergs autocamper ses her uden plader.
Stig Runebergs autocamper ses her uden plader.
Foto: Privat

Derfor var det heldigt, at der var nogle flinke mennesker, som trådte til, efter veninden Laura havde forklaret situationen i en gruppe for svendborgensere på Facebook.

Husk de gode

Her var der nemlig flinke folk, som trådte til for at hjælpe.

Stig Runeberg fik lov til at låne et lille stykke jord, hvor han indtil videre har parkeret sin pladeløse autocamper.

- I sådan en situation skal man huske sig selv på, at for hver skurk er der ti gode mennesker, siger han.

Desværre er det trods hjælpen stadig en besværlig situation, han står i.

Han skulle først melde tyveriet til det norske politi, som efter tre dage så giver ham en kvittering på tyveriet. Derefter vil han kunne anmode om nye nummerplader, som så skal sendes til Stig Runebergs norske tante, som så ville kunne sende dem til ham.

- Jeg er lidt i en mærkelig venteposition lige nu, siger den nødstedte Runeberg.

Han kommer derfor med en opfordring.

- Jeg håber, at det måske bare er nogle fulde unge mennesker, som har taget dem, og at de lytter til deres dårlige samvittighed og leverer pladerne tilbage.

Han mener i hvert fald, man skal tænke sig om to gange, inden man parkerer inde i centrum af en by. Selv en på størrelse med Svendborg.

Oven på oplevelsen med tyveriet skal Stig Runeberg nu finde ud af, om han skal tilbage til Norge med det samme, eller om det kan lade sig gøre at holde lidt ferie.

Selvom det måske ikke blev den frie ferie, han havde regnet med.