Pausen fra studiet løb fra fredag den 21. november 2025 til og med den 3. december 2025. I denne periode missede Mie Kops seks gange af 60 minutters undervisning, hvilket efterlod hende med 40 procents fravær. Fraværsprocenten må højest være 20 procent for at opfylde kravet om aktiv deltagelse.
Selvom Mie Kops altså har bestået eksamen i faget, så betyder hendes fravær at hun skal lave en opgave. Det er netop fraværet og dermed opgaven, hun har søgt dispensation for.
Men til hendes store overraskelse, blev hun modtaget af et afslag fra studienævnet.
- Jeg synes godt, man kunne kigge på mig som menneske og ikke kun på papirer. Når det drejer sig om ét ECTS-point og min situation, så synes jeg, det er meget, når jeg allerede har bevist til eksamen, at jeg godt kan finde ud af det og består med en fin karakter, siger Mie Kops.
Studieaktivitet er et krav
På trods af at Mie Kops har bestået eksamen, som tæller for fire ECTS-point, så mangler hun fortsat et enkelt ECTS-point for at bestå hele faget.
Faget er nemlig sat sammen på den måde, at det består af i alt fem ECTS-point, hvor fire af ECTS-pointene bestås, når man består eksamen. Det sidste ECTS-point består man ved at have været fysisk til undervisningen nok gange.
- Jeg forstår godt budskabet om aktiv deltagelse. Selvfølgelig skal man være aktiv og deltagende på en idrætsuddannelse. Men jeg synes også, man skal kigge på nogle ekstraordinære situationer, som min er, siger Mie Kops.
På MitSDU kan man finde vejledninger om dispensation. Her fremgår det, at universitetet i særlige tilfælde kan dispensere fra reglerne. Det kan være, hvis der er usædvanlige forhold, herunder dokumenteret sygdom hos nærmeste familie eller dødsfald i nærmeste familie.
Studienævnet gav dog afslag på hendes ansøgning om dispensation med begrundelsen om, at de usædvanlige forhold ikke var af en varighed, der kan danne grundlag for en dispensation til en ændring af prøveformen.