23 år og tre korsbåndsskader - men landsholdskomet nægter at give op

Landsholdsspilleren Helena Elver lægger ikke skjul på den store skuffelse over at skulle igennem endnu et langt genoptræningsforløb.

Helena Elver var så tæt på at være tilbage, men nok en gang blev den danske landsholdsspiller ramt af en alvorlig knæskade.

Mandag blev den 23-årige Odense Håndbold-profil opereret for en korsbåndsskade i sit venstre knæ. Akkurat som tilfældet var i slutningen af 2020, hvor Elver blev skadet i forbindelse med EM-testkampene.

Korsbåndsskaden i i 2020 var ikke en gang den første, hvorfor man godt kunne forestille sig, at det ville være svært for landsholdstalentet at finde motivation. Elver er dog - heldigvis - ikke klar til at opgive håndboldkarrieren.

- 23 år og 3 korsbåndsskader. Det var ikke en god nyhed, jeg vågnede op til efter operationen. Jeg var så tæt på at være tilbage på banen, men endnu en gang rammer uheldet på det værst tænkelige tidspunkt, og jeg må igen igennem et langt genoptræningsforløb.

- Jeg vil ikke give op. Der er stadig så meget mere, jeg vil opnå på banen, men lige nu er det også okay ikke at være okay. 2021 blev ikke mit år, men jeg håber, at 2022 kan blive det, og at tredje gang er lykkens gang, skriver Helena Elver på sin Instagram, hvor hun også deler et billede fra operationssengen:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Helena Elver blev for første gang ramt af en korsbåndsskade i 2017, hvor hun spillede ungdomshåndbold i Gudme på Fyn.

23-årige Elver har spillet tre A-landskampe. De to af dem var Golden League-kampene i efteråret 2020, hvor hun spillede sig til en plads i EM-truppen.

Under opvarmningen til en EM-testkamp mod Norge blev hun ramt af sin anden korsbåndsskade, og her i efteråret 2021, da hun var tæt på at være tilbage på banen hos Odense Håndbold, ramte den samme skade i samme knæ igen.

Stor opbakning fra håndboldstjerner

Det er tydeligt at mærke, at unge Helena Elver lige nu får stor opbakning fra håndboldverdenen.

På Instagram-opslaget fra Odense Håndbold-bagspilleren dukker der mange velkendte navne op i kommentarfeltet. Her er et lille udpluk:

Kathrine Heindahl: - Sender dig alt det bedste, kære dig. Jeg er sikker på, at tredje gang er lykkens gang, og at 2022 bliver dit år. Hepper på dig hele vejen.

Freja Cohrt: - Jeg har dig.

Mathilde Hylleberg: - Sender alle gode tanker til dig.

Majbritt Toft: - Kæmpe krammer til dig!

Louise Burgaard: - Der er ingen andre, der kan sætte sig ind i, hvad du går igennem lige nu, men jeg håber alt det bedste for dig.

Helena Elver skal nok forvente at sidde på sidelinjen et sted mellem 7 og 11 måneder. Det er dog meget individuelt, hvor hurtigt man kommer sig over en korsbåndsskade.


Oversigt

    Oversigt