Fynske Eriksen kom med i eksklusiv klub

Fodboldspilleren Christian Eriksen scorede to mål i Nations League-kampen mod Wales. Det bragte ham op på 25 mål i alt i rødt og hvidt.

Søndag aften fik de otte landsholdsspillere med mindst 25 mål for Danmark selskab af fynske Christian Eriksen.

Tottenham-spilleren scorede begge mål i den danske 2-0-sejr over Wales i Danmarks første kamp i Nations League, hvilket sikrede ham scoringsjubilæet på 25 mål på A-landsholdet som den tredjeyngste spiller.

Kun overgået af Michael Laudrup med tre måneder og Poul 'Tist' Nielsen med 21 måneder.

- Det er rigtig fint. Det går lidt hurtigere deropad end de første 50 kampe, så det er fint. Rigtig fint, siger Christian Eriksen til TV 2 SPORT om sin milepæl.

quote Hans betydning for holdet er enorm. Vi har måske lidt svært ved at score mål ellers, så derfor er det vigtigt, at Christian kan gøre det.

Åge Hareide, landsholdstræner

- Eriksen har enorm betydning

Den 26-årige fynbo har scoret 15 mål i sine seneste 18 landskampe. 19 af de 25 mål er scoret, siden Åge Hareide for første gang stod i spidsen for Danmark i marts 2016.

Det er 19 mål i 26 kampe mod seks mål i 57 kampe under Morten Olsen.

- Det siger først og fremmest meget om Christian selv som fodboldspiller. Vi ved, at han er vigtig, og vi ved, at vi kan sætte ham op og spille ham, som vi gjorde ved det første mål (mod Wales), siger Åge Hareide.

- Hans betydning for holdet er enorm. Vi har måske lidt svært ved at score mål ellers, så derfor er det vigtigt, at Christian kan gøre det. Vi kan bare lovprise ham. Han er en fantastisk fodboldspiller, og så viser han også, at han kan skyde straffespark. Det er jeg meget glad for.

Det sidste er sagt med et glimt i øjet og med tanke på det straffespark, som Eriksen brændte i straffesparkskonkurrencen mod Kroatien ved VM.

Kjær drillede Eriksen

Netop det straffespark var også et samtaleemne i spillertruppen dagen inden kampen mod Wales.

- Det startede allerede i går (lørdag, red.), da Simon (Kjær) vælger at sige, at han sparker. Der måtte jeg simpelthen sige til ham: "Det gør du ikke. Hvis jeg ikke føler mig godt tilpas, skal du nok få lov, men ellers sparker jeg."

- Det lykkedes egentlig også meget godt, så der var ikke nogen tanker på Kroatien lige i den situation, siger Christian Eriksen.

quote Det var fint at komme i gang. Det har været en bemærkelsesværdig uge, hvor der er sket mange forskellige ting

Christian Eriksen, landsholdsspiller

Ud over de to mål glæder den danske landsholdsstjerne sig også over sejren over waliserne, som kom efter en særdeles atypisk uge i dansk landsholdsfodbold.

Konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne om en ny landsholdsaftale gjorde, at et vikarlandshold bestående af amatører spillede venskabskampen mod Slovakiet i stedet for de 'rigtige' landsholdsspillere.

- Det er et godt udgangspunkt i den her turnering. Det var fint at komme i gang. Det har været en bemærkelsesværdig uge, hvor der er sket mange forskellige ting. Så det var godt at komme ud og spille fodbold og gøre det, vi er bedst til, siger Eriksen.

Kan ikke acceptere et lignende forløb

- Vi satte os selv i den situation. Den skulle vi så godt som muligt ud af, og heldigvis kom der en mulighed for at spille den her kamp, da begge parter fandt en løsning (en midlertidig aftale gældende til og med den 30. september, red.).

Kan du acceptere et lignende forløb op til de næste kampe i oktober?

- Nej, det kan jeg ikke, siger Christian Eriksen.

- Jeg håber for vores skyld, DBU's skyld og Danmarks skyld, at der kommer en løsning i god tid før de næste kampe.

Forventer du, at der er en aftale, når I møder ind i landsholdslejren næste gang?

- Ja, det går jeg stærkt ud fra, slutter Eriksen.

Danmarks næste landskamp er også i Nations League. Modstanderen er Irland i Dublin lørdag den 13. oktober, og tre dage senere venter Østrig i en venskabskamp i Herning.

I november spiller Danmark sine sidste gruppekampe i Nations League.

Oversigt

    Oversigt