Nøgleredning sender GOG i pokalfinalen

En tæt semifinale endte med en GOG-sejr på 28-26 over Bjerringbro-Silkeborg. Dermed skal fynboerne møde TTH Holstebro i søndagens pokalfinale.

GOG-keeperen Viktor Gísli Hallgrímsson smiler nok ekstra meget over, at hans hold skal spille pokalfinale søndag.

38 sekunder før tid nappede han nemlig en friløber fra Bjerringbro-Silkeborgs Mads Kjeldgaard ved stillingen 27-26 til hjemmeholdet.

Det tippede den tætte semifinale over til GOG, som efter redningen sikrede sig sejren og finalepladsen med resultatet 28-26.

Vaneskud blev læst af keeper

Synderen, der ellers spillede en flot anden halvleg, ærgrer sig over den misbrugte chance.

- Jeg når ikke at tænke så meget, andet end at den bare skulle ind. Og så blev det bare et vaneskud, og det er jeg pissetræt af, siger Mads Kjeldgaard om afbrænderen til TV 2 SPORT.

Den islandske keeper havde også læst op på Mads Kjeldgaard og satsede på, at Bjerringbro-Silkeborg-spilleren ville vælge "det sikre" skud.

- På de sidste par meter tænkte jeg over det (hans vaneskud, red.), og jeg troede, at han ville sende sådan et skud af sted, siger en glad GOG-målmand.

GOG-stjerne sender hjemmebanefordel til modstander

Efter kampen stod det klart, at finalen skal spilles på TTH Holstebros hjemmebane.

Dette blev afgjort efter lodtrækning, som GOG's landsholdsspiller Morten Olsen stod for. Og han ærgrede sig naturligvis sig over sit manglende lodtrækningsheld.

Til gengæld kan han ikke tillade sig over at være skuffet over sin præstation lørdag. Her scorede han otte mål på 13 forsøg og viste høj klasse hele kampen igennem.

Oversigt

    Oversigt