I det fynske folks tjeneste

Den nære læseoplevelse: Fynsk forfatter bliver inspireret af Ærø

På Det Fynske Bogtræf kan man møde debutanten Mikkel Mosen, som finder inspiration i de hyggelige omgivelser på Ærø.

Mikkel Mosen skrev debutromanen "Ud af slumreland" efter han flyttede til Ærø. Foto: Mikkel Mosen

- Litteraturen bliver levende, når bog møder læser, siger Mikkel Mosen, der er en af de fynske forfattere, som fynboerne kan møde på Det Fynske Bogtræf. 

Og det er ikke blot i det fysiske møde, at litteraturen får liv. 

Sammen med sin familie flyttede Mikkel Mosen i 2014 til Ærø, hvor han blev inspireret til at skrive sin debutroman "Ud af slumreland". Hovedpersonen flytter familien til et lille øsamfund for at leve et mere enkelt liv, stå af storbyræset og forfølge sine drømme. Men ikke nok med at bogen beskriver nogle af de tanker og følelser, som Mikkel Mosen og hans familie selv gennemlevede, så kan læseren også opleve Ærø på helt tæt hold. 

- De geografiske steder i romanen er meget specifikke, og man vil på sin vis geografisk kunne gå i fodsporene på hovedpersonen, siger Mikkel Mosen og fortsætter:

- Nogle af stederne har fået et andet navn og placering, så virkeligheden er også justeret af fiktionen.

Læs også TV 2/Fyn Event: Derfor afholder vi Det Fynske Bogtræf

Mikkel Mosens debutroman "Ud af slumreland" kunne sagtens finde sted andre steder end Ærø, men det har været naturligt at lade sig inspirere af den hyggelige sydfynske ø.

- Jeg er helt forelsket i Ærø. Det er et fantastisk sted at være, og derfor var det en naturlig kulisse for min debutroman, siger Mikkel Mosen. 

Læs også Det Fynske Bogtræf: Kæmpe fejring af fynske forfattere og læsere

Mødet med læseren er helt unikt

Selvom Mikkel Mosen holder til på Ærø, synes han, det er enormt givende og inspirerende at komme ud blandt læsere i hele landet. Dét får han netop anledning til den 8. februar, når Det Fynske Bogtræf afholdes i Tinghuset i Svendborg.

Her har TV 2/Fyn Event skabt en dag, hvor læserne kan komme tættere på fynske forfattere og de nære læseoplevelser. Og dét glæder Mikkel Mosen:

- Som forfatter sidder man jo ofte meget alene med sin bog, så det er altid dejligt og inspirerende, når man får mulighed for at komme ud og møde læserne og mærke, at bogen har fået liv, siger Mikkel Mosen. 

For ham er det første gang, at han som forfatter skal deltage i et bogtræf.

- Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Altså at kunne stå med min egen bog på scenen, fortæller Mikkel Mosen.