I det fynske folks tjeneste

DSB holder et minuts stilhed

Efter onsdagens voldsomme togulykke på Storebæltsbroen vil DSB torsdag eftermiddag holde et minuts stilhed.

DSB flager på halv ved deres hovedkontor ved Københavns Hovedbanegård. Torsdag eftermiddag holder man et minuts stilhed for at mindes de otte omkomne ved onsdagens togulykke på Storebæltsbroen. Foto: Bjarke Ørsted / Ritzau Scanpix

DSB har besluttet at afholde et minuts stilhed klokken 14 for at mindes de otte omkomne ved onsdagens togulykke på Storebæltsbroen. Otte passagerer mistede livet og 16 blev kvæstet ved ulykken, der skete onsdag morgen.

Markeringen vil blive afholdt på tværs af virksomheden, hvor det ikke påvirker afviklingen af togdriften.

Samtidig har DSB sat flaget på halv hele dagen.

- Jeg er dybt berørt over ulykken og vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til de efterladte, de tilskadekomne og alle andre, der har været involveret i gårsdagens hændelse.

- Jeg vil også gerne udtrykke min store taknemmelighed til de medarbejdere og det politi- og redningspersonale, der under stærkt traumatiserende forhold har ydet deres bidrag i kølvandet på ulykken, siger Peter Schütze, bestyrelsesformand for DSB, i en pressemeddelelse.

 

Læs også Togtrafikken kører igen over Storebæltsbroen

 

Bidrager til undersøgelser

DSB har efter ulykken iværksat en række undersøgelser og interne analyser af forholdene omkring gårsdagens ulykke.

Administrerende direktør i DSB, Flemming Jensen, understreger, at DSB samtidig bidrager med alt, hvad de kan for at hjælpe Havarikommissionen.

- Vi vil meget minutiøst gennemgå vores egne fakta og procedurer for at se, om ulykken giver anledning til at ændre noget internt i DSB. Det er op til Havarikommissionen og politiet at få klarlagt hændelsesforløbet og årsagen til ulykken til bunds. DSB bidrager naturligvis med alt det, vi kan, til Havarikommissionens undersøgelse. 

- Jernbanen er en af de allersikreste transportformer, og det skal den fortsat blive ved med at være, siger Flemming Jensen.

 

Læs også Afklaring af årsag til dødelig togulykke kan tage op til et år