Faaborg-Midtfyn satser alt på Svanninge Bakker: Skal være den første naturnationalpark på Fyn

Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager kæmper for, at Svanninge Bakker bliver naturnationalpark.

Faaborg-Midtfyn Kommune vil gøre Svanninge Bakker til naturnationalpark for at passe på området og dyrelivet. Det fortæller Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager (S).

- Det, at blive en naturpark vil gøre, at vi får skabt et mere sammenhængende naturområde, siger Hans Stavnsager.

Regeringen har i 2021 afsat 888 millioner kroner til at forbedre biodiversiteten i Danmark og til etablering af 15 naturnationalparker. Men udsigten til at Svanninge Bakker bliver en af de 15 nye naturparker udfordres af lovgivningen.

- I den nuværende lovgivning, Folketinget har vedtaget, er det kun statsejede arealer, der kan blive naturnationalparker, forklarer borgmester Hans Stavnsager.

Få statsejede arealer på Fyn 

Fordi der er for få statsejede arealer på Fyn har Faaborg-Midtfyn Kommune i samarbejde med en række lodsejere fra kommunen skrevet til miljøminister Lea Wermelin (S).

Ifølge Hans Stavnsager er der en særlig udfordring på Fyn, fordi øen er et af de områder, hvor staten ejer mindst natur.

- Vi håber på at kunne få åbnet op for lovgivningen, så også fondsejede og privatejede arealer kommer i betragning til at blive en nationalpark, uddyber Hans Stavnsager.


Det næste skridt for Hans Stavnsager og lodsejerne bliver at få en samtale med miljøministeren og ordførerne fra de forskellige partier i Folketinget.

- Det er jo hele Folketinget, der har vedtaget lovgivningen om nationalparker. Der skal ske en lovændring, før vi kan komme videre med projektet, siger borgmesteren.

Stor værdi at være nationalpark 

Hos lederen af National Park Thy, Else Østergaard Andersen, hersker der ingen tvivl om, hvilken betydning det har for et naturområde at være en nationalpark.

- Det har kolossal betydning, at vi er en del af en nationalpark. Det, at vi er en nationalpark, har øget forståelsen af naturområdet, og har været medvirkende til, at flere fra lokalområdet benytter parken, fortæller Else Østergaard Andersen. 

National Park Thy har været en nationalpark i 13 år og har 1,5 millioner besøgende om året. 

- Det har betydet meget både for naturen og området at synliggøre området. Tidligere blev området ikke regnet som noget særligt, forklarer Else Østergaard Andersen.

National Park Thy modtager årligt et beløb fra Finansloven, men flere forskellige fonde donerer også penge til nationalparken. Ifølge Else Østergaard Andersen oplever National Park Thy årligt en stigning i donationer. 

Særligt naturområde 

Om Svanninge Bakker bliver til en nationalpark afventer Faaborg-Midtfyn kommune stadig svar på. Men hvis missionen lykkes, vil det ifølge Hans Stavnsager betyde meget.

- Det vil være et stempel på, at vi har noget helt særlig natur i Svanninge Bakker og bjerge. Samtidig vil det give os nogle statslige midler til, at vi kan udvikle og skabe større biodiversitet i det sydfynske område, siger han.

Defintion af naturpark

Oversigt

    Oversigt