I det fynske folks tjeneste

Falck politianmeldes for brud på konkurrenceloven

Konkurrencestyrelsen anmelder Falck til politiet for brud på konkurrenceloven.

Falck bliver nu politianmeldt. Foto: Torben Åndahl / Ritzau Scanpix

Kort efter at nyheden om, at Falck dropper at anke Konkurrencerådets afgørelse i en sag om brud på konkurrenceloven, politianmelder Konkurrencestyrelsen og Forbrugerstyrelsen Falck, det skriver DR Nyheder. 

- Vi forbereder politianmeldelsen til SØIK (bagmandspolitiet, red.), og så forventer vi, at Falck vil blive straffet for at misbruge sin dominerende stilling på markedet til at ekskludere en konkurrent, siger kontorchef i styrelsen, Søren Bo Rasmussen, til DR Nyheder.
 

Overraskende at droppe at anke

 

TV 2/Fyns business-redaktør, Ole Frank Rasmussen, er overrasket over, at Falck dropper at anke sagen og er spændt på, hvilke reaktioner der vil komme herefter.

- Den overraskende melding kommer få dage efter, at Falck meddelte, at man ikke mener, at konkurrenceloven er overtrådt, og at Falck derfor ville anke sagen til Konkurrenceankenævnet. Den nye udmelding er interessant set i lyset af de allerede bebuede retssager. Man kan nu begynde at spekulere i, om Falck vil starte en proces på at indgå forlig med Bios, der tidligere har krævet op mod 100 millioner kroner i erstatning. Tilsvarende bliver det interessant, hvordan Region Syddanmark vil agere, siger Ole Frank Rasmussen. 

 

 

- Det er også værd at hæfte sig ved, at kovendingen kommer efter at Kirkbi og Lundbeckfonden fra ejerkredsen bag Falck, offentligt har taget afstand fra den tidligere ledelses opførsel i sagen, herunder daværende direktør Allan Søgaard Larsen, siger Ole Frank Rasmussen.

I lyset af meddelelsen fra Falck om ikke at anke afgørelsen til Konkurrenceankenævnet, udtaler Stef Hesselink, administrerende direktør i Bios-groep:

- Det er positivt, at Falck og deres ejere erkender, hvad der er blevet dokumenteret meget grundigt af konkurrencemyndighederne. Det var det eneste rigtige at gøre. Det er imidlertid stadig vigtigt at huske, at Falck har været skyld i store tab for mange mennesker på grund af det her. Hvis Falck virkelig vil leve op til deres ansvar, bør de træde frem og fortælle, hvordan de vil kompensere for det, der er sket. Vi vil naturligvis forfølge sagen yderligere. Alle parter, der har været involveret, som for eksempel politikere, kommunikationsbureauer og fagforeninger bør følge Falcks eksempel.

 

Overblik over sagen

2014:

  • 25. august: Region Syddanmark beslutter, at Bios, et nystiftet dansk-hollandsk selskab, skal overtage ambulancedriften i Syd- og Sønderjylland og på Fyn fra 1. september 2015. Også selskabet Responce får en bid af kagen. De erstatter Falck.
  • September: Falck klager over beslutningen til Klagenævnet for Udbud. Falck mener, at selskabet er bedømt for lavt på en række parametre. Klagen får dog ikke virkning.
  • November: De første problemer melder sig blandt ambulancepersonalet hos Bios. Redderne efterlyser informationer om vagtplaner og vilkår.

 

2015:

  • Marts: Ambulanceredderne begynder for alvor at sige op og i stedet tage job i andre regioner eller hos Falck.
  • 1. september: Driften af ambulancerne overgår officielt fra Falck til Bios.
  • Oktober: Vagtplanerne hænger ikke sammen for Bios. Det betyder for få ambulancer og langsommere responstid.


2016:

  • Januar: Bios kan ikke stille med nok beredskaber. Fra 1. januar har selskabet skullet betale bod, hvis det ikke opfyldte kontrakten. Det er tilfældet i hele første kvartal.
  • Maj: Bios skal betale 13-15 millioner kroner i bod, men det afviser selskabet.
  • Juli: Bios' regnskab viser et underskud på 42 millioner kroner. Fyens Stiftstidende afslører, at regionen har forudbetalt 31,5 millioner kroner for meget til Bios. Regionen indkalder Bios til et hastemøde.
  • Juli: Parterne kan ikke blive enige om en plan for tilbagebetaling, så regionen begærer Bios konkurs ved skifteretten i Odense. Bios bliver erklæret konkurs.
  • August: JydskeVestkysten skriver, at regionen har 63 millioner kroner til gode hos Bios. Gælden kommer fra fejlagtig ekstra udbetaling og samlet bod, der er løbet op i 31,8 millioner kroner.
  • 15. august: I henhold til planen overtager Region Syddanmark driften af ambulancerne.
  • 7. september: Lønmodtagernes Garantifond afviser at betale den løn, som Bios ikke har betalt selskabets ansatte.


2017:

  • 8. januar: Region Syddanmark har gennemgået 489 sager om lønkrav fra Bios-tiden. I alt er der godkendt bagudrettede krav for godt 47 millioner kroner.
  • 2018:
  • Falck undskylder sin ageren i forbindelse med udbuddet.


​​​2019:

  • 31. januar: Konkurrencerådet varsler en anmeldelse af Falck til Bagmandspolitiet. Falck misbrugte sin markedsposition blandt andet ved i det skjulte "at formidle negative historier om Bios til presse og medarbejdere", skrev formand for Konkurrencerådet Christian Schultz i en meddelelse. Falck anker straks.
  • 2. februar: Kommunikationsbureauet Advice bekræfter, at det har samarbejdet med Falck om kampagnen. I Konkurrencerådets afgørelse blev samarbejdspartnere hemmeligholdt.
  • 4. Februar: Falck dropper at anke sagen og Konkurrence og Forbrugerstyrelsen anmelder Falck til Politiet.

 

Kilder: JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, DR Nyheder, DR Fyn og TV 2/Fyn.