Oliegiganten Shell Petroleum har købt det fynske naturgasselskab Nature Energy for to milliarder dollar. Det svarer til svimlende 14,3 milliarder kroner.
Og det er et langt højere beløb end det, som de fynske kommuner solgte samme selskab for i 2017.
Dengang fik fynboerne 1,1 milliarder kroner for naturgasselskabet, og da gælden i selskabet var modregnet, var der 335 millioner kroner tilbage til kommunekasserne og fynboerne.
I 2017 blev Nature Energy solgt til et konsortium med den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners i spidsen. Siden er der investeret et milliardbeløb i selskabet, som i dag ejer 14 biogasanlæg, og yderligere 30 anlæg er på vej i Europa og Nordamerika.
Få forklaringen på Nature Energy-salget i videoen øverst i artiklen.