Ikke godkendt: Fynske gymnasier får kritik for chefløn

En undersøgelse af Rigsrevisionen viser, at bestyrelser på to fynske gymnasier har udbetalt cheflønstillæg til rektorer uden godkendelse fra Undervisningsministeriet

Rektorer på henholdsvis Vestfyns Gymnasium og Midtfyns Gymnasium har fået udbetalt chefløn uden godkendelse fra Undervisningsministeriet.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Rigsrevisionen, der sidste år gennemførte en stikprøve på 30 danske gymnasier. I alt har bestyrelser udbetalt for høje tillæg til otte ud af de 30 undersøgte gymnasier.

Ifølge undersøgelsen er topscoren Vestfyns Gymnasium, der har udbetalt cheflønstillæg for 1.107.000 kroner, uden at det har været bevilliget af Undervisningsministeriet. Dette er foregået over en periode fra august 2008 til juni 2018.

Længere nede på Rigsrevisionens liste ligger Midtfyns Gymnasium, der har fået udbetalt cheflønstillæg for 283.876 kroner uden godkendelse fra Undervisningsministeriet.

Penge kunne have været berettiget 

- Fejlen går ti år tilbage til da rektor blev ansat. Og så har fejlen bare ligget der, og vi har bygget videre på den i løbet af årene. Det vil sige, at vi har udbetalt løn, som vi ikke har været bemyndiget til at betale igennem mange år, fortæller bestyrelsesformand for Vestfyns Gymnasium Ole Nørgaard Jensen om tilfældet for deres gymnasium.

Havde Vestfyns Gymnasium startet med at bede om lov til at udbetale de ekstra summer chefløn, inden de havde udbetalt dem, ville pengene have været berettiget.

Selv opdagede Vestfyns Gymnasium fejlen i forbindelse med Rigsrevisionens gennemgang af de 30 danske gymnasier. Efterfølgende har de været i dialog med Rigsrevisionen samt Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet for at få udredt trådene og finde tilbage til hvornår fejlen opstod.

Skal tilbagebetale 200.000 kroner

- Selvfølgelig skal vi have rettet den fejl, og det har vi fået gjort. Vi har selvfølgelig justeret rektors løn, men vi har også fået et pålæg fra Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet, hvor vi skal tilbagebetale i omegnen af 200.000 kroner, uddyber Vestfyn Gymnasiums bestyrelsesformand, der dog ikke regner med, at det vil have konsekvenser for gymnasiets økonomi.

- Heldigvis har vi en god økonomi på Vestfyns Gymnasium og det, der konkret sker, er, at Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet tilbageholder det tilskud på 200.000 på næste års udbetaling. Så vi kommer til at skulle kompensere for de 200.000 på næste års budget.

Rigsrevisionen kritiserer gymnasiernes bestyrelser for fejlen men også Undervisningsministeriet for manglende opsyn på området.

Se interview med Ole Nørregaard Jensen, der er bestyrelsesformand på Vestfyns Gymnasium. 

Oversigt

    Oversigt