I det fynske folks tjeneste

Hvem skal køre Odense Letbane?

Odense Letbane peger på Keolis Danmarks A/S til at køre letbanen og vedligeholde den. De står allerede for letbanen i Aarhus og bybusserne i Odense.

Odense Letbane har fundet deres favorit, når det kommer til driften af letbanen. Foto: Odense Letbane

Hvem skal styre letbanen, når den skal køre i Odense?

Det spørgsmål har Odense Letbane efter næsten et års forhandlinger, hvor fire har givet et bud. 

Favoritten er Keolis Danmark A/S, der ifølge Odense Letbane har givet det bedste bud både på pris og kvalitet. 

Dermed er man også kommet et stort og vigtigt skridt nærmere den færdige letbane, der forventes at starte med at køre i Odense i slutningen af 2020. 

 

Læs også 100.000 ton jord i overskud fra Odense Letbane

 

Men selvom Odense Letbane peger på Keolis, som den sidste store hovedkontrakt i projektet, er det endnu ikke sikkert, at det bliver dem, der får kontrakten.

Det, at de kører letbanen i Aarhus, betyder, at Odense fra dag ét får en operatør med også dansk erfaring, og som allerede har uddannede letbaneførere samt instruktører

Mogens Hagelskær, administrerende direktør hos Odense Letbane

Alligevel kan den administrerende direktør hos Odense Letbane, Mogens Hagelskær, ikke helt lade være med at glæde sig.
 
- Vi har haft fire bydere helt frem til sidste og afgørende bud, hvilket er usædvanligt, når det gælder driftskontrakter, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg er derfor overbevist om, at vi har opnået den rigtige pris i det marked, vi bevæger os i. Og vigtigst - vi holder os inden for det samlede driftsbudgets rammer, så vi kan overlevere Odense Kommune en driftssikker letbane, der kan drives og vedligeholdes inden for det afsatte budget. 

Hos Keolis er de glade for indstillingen.

- Nu venter vi spændt på Odense Byråds endelige politiske godkendelse, og hvis den går i gennem, så glæder vi os til samarbejdet med Odense Letbane, hvor vi kommer til at tage al den erfaring, vi har fået fra Aarhus Letbane, med til Odense, siger adm. direktør for Keolis Danmark, Peter Lanng Nielsen.

Fakta omkring driften

  • Letbanen er i alt 14,4 kilometer lang og har 26 stationer mellem Tarup Center i nord og Hjallese Station i syd
  • Hele turen fra endestation til endestation tager cirka 42 minutter
  •  Odense Letbane vil køre alle ugens syv dage. Første tur bliver kørt omkring klokken fem om morgenen, og sidste afgang ligger omkring midnat. Køreplanen bliver dog forskudt en time i weekenden.
  • Letbanen kører med afgang med 7,5 minuts interval i dagtimerne på hverdage - på nær i skolernes sommer- og juleferie. Der vil højst gå et kvarter mellem hver afgang.
  •  Billetsystemet kommer til at hænge sammen med bussernes, og prisen for at køre med letbanen vil følge bustaksterne, så man kan bruge sin letbanebillet i busserne og omvendt.
  •  Billetten bliver købt gennem Rejsekortet eller med en mobil-app. 

Kilde: Odense Letbane

Sidste kontrakt i hus - måske

Driftskontrakten løber i op til 15 år. Den samlede kontraktpris beløber sig til cirka 1,2 milliarder kroner.

Og når den sidste og fjerde kontrakt bliver afsluttet, så tyder alting på, at Odense Letbane kan levere letbanen til kommunen til prisen. 

De tre andre områder, hvor der tidligere er indgået kontrakter, er i forhold til flytning af veje, fortove og cykelstier, transportsystemet bestående af skinner, master, stationer, køreledninger og drifts- og vedligeholdelsescentret samt leveringen af de 16 letbanevogne.

Men først skal Odense-politikerne lige godkende Keolis.  

 

Læs også Før og nu: Se, hvor meget Odense har forandret sig på ti år

 

En erfaren byder

Hvis det endelige valg falder på Keolis, er det en operatør med erfaring, som skal stå for Odense Letbane. Keolis står nemlig allerede for Odenses bybusdrift og Aarhus Letbane.

- Keolis har stor erfaring med letbanedrift i Europa. Det, at de kører letbanen i Aarhus, betyder, at Odense fra dag ét får en operatør med også dansk erfaring, og som allerede har uddannede letbaneførere samt instruktører, siger Mogens Hagelskær.
 
Letbanedirektøren gør derudover opmærksom på, at der er forhandlet flere ekstra goder med ind i driftskontrakten.
 
- Vi har fået forhandlet en prissikkerhed på vedligeholdelse ved en eventuel udvidelse af kapaciteten på linje 1 om nogle år ind i kontrakten. Vi har også forhandlet buserstatningskørsel ind i kontrakten, såfremt letbanen får driftsproblemer, og erstatningsbusdrift bliver nødvendig.

Læs også Flere butiksejere i krise på grund af letbanebyggeri