I det fynske folks tjeneste

Thorborg ud af isenkram: Værsgo i Kongensgade bliver til Kop & Kande

Blot to år efter den fynske erhvervsmand Niels Thorborg stiftede isenkramkæden Værsgo, afvikler han den igen. I Kongensgade bliver Værsgo til Kop & Kande.

Værsgo-butikken i Kongensgade i Odense bliver til en Kop & Kande. Thorborg afhænder på den måde resterne af Inspiration-kæden.

Landets næststørste isenkramkæde Kop & Kande overtager 11 af Niels Thorborgs 24 butikker i den store isenkramkæde Værsgo.

De øvrige 13 Værsgo-butikker lukker.

Det betyder, at Odense nu får to Kop & Kande-butikker. En i Rosengårdscentret og en i Kongensgade i Odense C.

- For os var det en lejlighed til at fjerne en konkurrent fra markedet. Vi er større end Værsgo. Så det er naturligt, at de 11 butikker, vi bevarer, bliver en del af vores markedsføringssystem og indkøbssystem, siger Peter Rønn, der er administrerende direktør i Kop & Kande a.m.b.a.

Hvilken forskel vil det gøre for Odenseanerne, at Værsgo bliver til Kop & Kande?

- I Kop & Kande er vores fokus på køkken og bord og gaver. Og gaver kan jo være alt fra en vase til en kande. Værsgo har fokuseret lidt mere på gaver og the og fødevarer, siger Peter Rønn.

Desuden er Kop & Kande et andelsselskab, hvor de forskellige butikker hver især ejer en del af kæden.

- Hos Kop & Kande har vi hånden på kogepladen ude i butikkerne. Alle ejer en del af selskabet. Det, tror vi på, giver den bedste service og den højeste faglighed, siger Peter Rønn.

Afhænder resterne af Inspiration

De 24 Værsgo-butikker, som Niels Thorborg nu afhænder, er egentligt resterne af butikskæden Inspiration, som Niels Thorborg igennem en periode frem mod 2012 opkøbte.

Problemet med Inspiration var bare, at butikkerne kørte dårligt. Så Niels Thorborg forsøgte at fusionere kæden med rivalen Imerco.

Læs også Thorborg tjener fortsat ikke på Inspiration

Men for at få lov til det, krævede Konkurrencerådet, at Niels Thorborg kun solgte de bedste butikker til Imerco. 24 butikker skulle Niels Thorborg beholde og danne en konkurrerende kæde. Det blev til Værsgo.

Konkurrencerådet ville nemlig sikre, at Imerco ikke fik monopol på isenkram, men konkurrencerådets krav gjaldt dog kun i to år. Derfor er Thorborg nu fri til at afhænde resterne af Inspiration.

Med Kop & Kandes overtagelse af Værsgo er Niels Thorborg nu endelig godt på vej til at komme ud af detailhandlen. Et ben af hans forretningsimperium, som igennem årene har kostet ham store underskud.

Men han er altså indtil videre kun godt på vej. 

For idet Kop & Kande er andelsejet, kunne kæden ikke bare købe hele Værsgo-kæden.

Der skal findes butiksejere til hver butik. Og indtil videre er der kun fundet ejere til tre. Derfor er Niels Thorborg nu en del af andelhaverne i Kop & Kande. I hvert fald indtil det lykkes ham at finde købere til de resterende otte butikker.

Læs også Konkurrencerådet knuser Thorborgs fusionsdrømme