Hvad gør regionen? Der mangler hjælpere til borgere med respirator

Borgere med hjemmerespirator kan ikke få den hjælp hjemme, de har brug for. Derfor bliver de i stigende grad indlagt på intensiv. TV 2 Fyn satte sagens parter stævne for, at de i fællesskab kunne udvikle løsninger.

For bordenden sidder koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen. Han har ansvaret for at løse problemet med, at borgere med hjemmerespirator i stigende grad bliver indlagt på landets intensivafdelinger. Det sker, fordi der ikke er hjælpere til at overvåge dem i hjemmet.

På bordet ligger en håndfuld tusser og en bunke pap. På hver langside af bordet sidder tre repræsentanter for hver deres hjørne af problemstillingen.

De skrev hver især i løbet af de 50 minutter, mødet varede, hver deres forslag til en løsning på problemet på de blå stykker pap og præsenterede dem for hinanden. Efter hver præsentation diskuterede de forslagets fordele og ulemper.

Mødet handlede derfor ikke om at placere skyld, men om at kigge frem og klæde Kurt Espersen på til at få løst problemet hurtigst muligt.

For det er opslidende for eksempelvis Maibritt Langaas mand, der lider at ALS og får hjælp til at trække vejret med en hjemmerespirator, at være indlagt og flyttet rundt mellem hospitaler, når han kunne være derhjemme. 

- Vi ved, at Claus er her på lånt tid, og det ved han også selv. Det eneste, der kan hjælpe ham i hans situation, er selvfølgelig at være omgivet af dem, han elsker, og dem som elsker ham. Nu sidder han på hospitalet. Det har virkelig været hårdt, fortæller Maibritt Langaa.

Maibritt Langaas mand har ALS og har været indlagt i snart tre måneder på trods af, at han har en hjemmerespirator og kunne være overvåget i hjemmet, hvis der var hjælpere til det job. Foto: Ida Alstup Klausen
Maibritt Langaas mand har ALS og har været indlagt i snart tre måneder på trods af, at han har en hjemmerespirator og kunne være overvåget i hjemmet, hvis der var hjælpere til det job. Foto: Ida Alstup Klausen

Lav løn

Der kom både forslag om bedre uddannelse af hjælperne, et stærkere kollegialt fællesskab og en højere løn på bordet. Det sidste var en svær diskussion, der handler om, at de firmaer, der har vundet Region Syddanmarks udbud af opgaven, hvor prisen er vægtet højest, har indgået en overenskomst med fagforbundet FOA, der har en meget lav grundløn.

Louise Brandstrup, sundhed- og servicesektorformand, FOA, lagde dog vægt på, at den overenskomst rummer et mindstevilkår for lønnen. 

- Der er en bund i den overenskomst. Der er ikke noget, der forhindrer dig i at betale mere i løn, slog hun fast over for direktøren for Carelink, Brian Rosenberg.

Samtidig pegede hun på, at et udbud af en opgave som den her ofte starter en lønspiral mod bunden for dem, der skal ansættes i de givne ordninger.

Kurt Espersen pegede til gengæld på, at regionen skal sætte den slags opgaver i udbud og vælge dem, der kan levere varen. Mens Brian Rosenberg, administrerende direktør i Carelink, et af flere firmaer, der varetager opgaven, ikke ville love hjælperne mere i løn.

Alle om bordet var dog enige om, at hjælpernes løn er for lav, og at det er en primær årsag til, at det er svært at rekruttere hjælpere til jobbet.

Deltagere

Pisk eller gulerod

Aftenens måske mest kontroversielle løsningsforslag blev skrevet mod slutningen fra Michael Sprehn, specialeansvarlig overlæge på Respirationscenter Syd. Han foreslog, at firmaerne skulle have en bod, når de ikke løser den opgave, regionen har hyret dem til at løse.

Tanken om en straf til firmaerne faldt ikke umiddelbart i god jord hos koncerndirektør Kurt Espersen.

- Jeg har aldrig troet på, at pisk er vejen frem. Vi skal tænke i andre baner. Det skal være dialog og samarbejde, uddannelse og kompetencer og hjælp til at bearbejde følelsesladede situationer. Alt det kan være med til at give en faglig identitet, der også kan medføre, at man får mere i løn, summerede han op i slutningen af mødet.

Alle gik dog fra mødet med en fornemmelse af at have åbnet for en frugtbar samtale om problemet - og måske endda at have sat sit præg på en forhåbentlig snart kommende løsning.

- Det er ikke behageligt at sidde med hænderne i skødet og se på, at sådan noget her foregår, uden at man kan gøre noget. Derfor var det rart at kunne gøre en indsats, siger Maibritt Langaa. 

Nu er det Kurt Espersen tur til at handle. 

- Jeg skal hjem og tænke nogle tanker om, hvordan vi kan få sat nogle af de her elementer i gang, rundede han af.

Diskussionslysten var stor om bordet på TV 2 Fyn, nu håber deltagerne på, at regionen vil arbejde hårdt for en god løsning. Foto: Ida Alstrup Klausen
Diskussionslysten var stor om bordet på TV 2 Fyn, nu håber deltagerne på, at regionen vil arbejde hårdt for en god løsning. Foto: Ida Alstrup Klausen