Kidnappede og mishandlede eks-rocker: Flere vil frifindes i landsretten
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En spektakulær sag om et internt bandeopgør, hvor et medlem blev kidnappet, er i dag blevet taget op ved Østre Landsret i Odense.
I marts måned 2021 udsatte otte rockermedlemmer fra klubben Mongrel Mob Riders et medlem af klubben for en 23 dage lang kidnapning, hvor han blev mishandlet på groveste vis.
I byretten blev de otte idømt samlet 60 års fængsel, men den dom var gerningsmændene langt fra tilfredse med.
Fem af dem har således anket sagen til landsretten, som tog fat på den store og komplekse sag i dag, mandag, med et 11 mand stort nævningeting til at assistere dommeren.
Skyldte narkopenge
Hvorvidt det kidnappede daværende medlem reelt skyldte penge for narko, eller om det bare var et skalkeskjul for at mishandle og afpresse ham, fremgår ikke tydeligt, men i hvert fald besluttede flere daværende medlemmer af rockerklubben Mongrel Mob Riders at kidnappe et medlem ved at bryde ind på hans bopæl den 4. marts 2021.
Otte mænd, heriblandt klubbens vicepræsident Daniel Flodin, klubbens sekretær Martin Cimadon, prøvemedlemmet Martin Andersen og de skiftende krigsministre Joakim Slot Saabye og Alexander Rønsholt, flyttede ham gennem 23 dage til forskellige adresser i Assens og Stubberup.
Her udsatte de ham for brutal og umenneskelig behandling, som de er idømt mellem syv og ni års fængsel for ved byretten.
De fem ovennævnte er dem, som prøver at få deres straf formildet eller helt at blive frifundet i den nye sag.
Den over tre uger lange kidnapning fik sin ende, da den kidnappede selv formåede at ringe 112. Han gjorde det dog klart under alarmopkaldet, at det med at tilkalde politiet, var imod hans egne principper.
Politiet fandt ham i en landejendom, hvor han var indkvarteret under "kummerlige kår" i et aflåst lokale, hvor vinduet var boltet fast, der stank af urin og var jord på gulvet.
Manden havde 18 læsioner på kroppen, da politiet fandt ham. Flere havde han haft så længe, at de næsten var helede. Alligevel havde han ikke set en læge i løbet af de 23 dage, han var kidnappet.
Glædeligt gensyn
De fem mænd, som har anket deres dom, blev mandag kort før klokken 13 ført ind i retslokalet i Østre Landsrets bygning i Odense. Her havde de følgeskab af ni betjente fra kriminalforsorgen og en betjent fra politiet.
Trods sagens tunge indhold, og den urimelighed, som de dømte føler, de er blevet udsat for gennem staffen fra byretten, var der ikke specielt trykket stemning.
Kun en enkelt sad med et stivnet ansigtsudtryk og kiggede ud i lokalet, mens der var store smil og gensynsglæde at spotte blandt de andre fire, da de fik løsnet håndjernene.
En enkelt sendte endda håndtegn afsted til tilhørerrækkerne, hvor han tilsyneladende kendte nogen på stolene.
Men da retssagen gik i gang blev der alligevel tyst.
Kun enkelte kortfattede bemærkninger blev hvisket til de dømtes respektive forsvarere, og det eneste tegn på uenigheder, da anklageren læste byrettens dom op, var en smule hovedrysten under enkelte passager.
De fleste af de tiltalte har da også tænkt sig at forblive helt tavse. Kun to forsvarere erklærede, at deres klienter ville udtale sig. Den ene var endda ikke sikker, men sagde at klienten "måske" ville svare på spørgsmål.
Langstrakt sag i nyindrettet lokale
Sagen er grov i sin natur, hvor ofret er blevet slået med en kødhammer, klippet i fingeren med en hækkesaks, lænket til en radiator og frihedsberøvet under tvang, blot for at nævne nogle få ting.
Derfor er der et hav af bevismateriale der skal gennemgås og mange spørgsmål at tage stilling til.
Retten forventer da heller ikke at nå frem til en afgørelse før slutningen af september. Foreløbigt er der berammet 13 dage dage med fremmøde i retten, til at få afgjort sagen.
Sagen er også en af de første i et nyindrettet retslokale, hvor der er sat en glasvæg op mellem retten og tilhørerne.
For at det kan fungere, kræver det, at alle der taler husker at tænde for sin mikrofon, og det vakte allerede på dag ét problemer. Blandt andet fordi der manglede mikrofoner ved to af forsvarernes borde. Men der er bedring i vente på den tekniske front, lovede sagens dommer.